13. marts 2015
Fødevareministeren lover at undersøge, hvorfor regeringen ikke udnytter chancen for at give biodiversiteten på vores landbrugsarealer et historisk løft.
En mulighed for at booste biodiversiteten og artsantallet i det danske agerland uden at det koster en krone. Det er en win-win situation, som regeringen er tæt på at tabe på jorden. Det må ikke ske, mener både Danmarks Biavlerforening, Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening, som sammen har henvendt sig til NaturErhvervstyrelsen, fødevareordfører for De Radikale Ida Auken og fødevareminister Dan Jørgensen fra Socialdemokraterne.
“Vi har haft et meget positivt møde med fødevareminister Dan Jørgensen, som lyttede interesseret på vores fremstilling af sagen. Han har derfor lovet, at der bliver kigget nærmere på vejledningen til lovgivning om arealstøtte,” siger formand for Danmarks Biavlerforening Knud Graaskov.
Ligeledes har formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind hristensen, haft et møde med NaturErhvervstyrelsen og været i kontakt med fødevareordfører Ida Auken fra De Radikale om den samme sag.
FORVENTER FORNUFTIG LØSNING
Sagen om den grønne arealstøtte, som ikke gavner biodiversiteten, selvom det netop var hensigten med støtten, er kompleks lovstof. Men i al sin enkelhed går det ud på, at man i EU har indført et nyt begreb i landbrugets støtteordninger, som hedder MFO-brak. MFO-brak er en slags biodiversitets-brak, som har det ene formål at give naturen en plads at boltre sig på i agerlandet – til fordel for hele agerlandsfødekæden fra de mindste insekter til bier, til agerhøns, hedehøg og harer. Problemet er bare, at når NaturErhvervstyrelsen tolker EU-lovgivningen over i en dansk kontekst, så kommer målsætningen med den grønne MFO-brak til at lyde præcis det modsatte af intensionerne i EU-lovgivningen.
Så nu må der ikke foretages bi- og vildtvenlige tiltag i MFO-brakken ud over en ganske lille bagatel. Resultatet bliver, at landmændene ikke tør kaste sig over at gøre noget for biodiversiteten og artsrigdommen på deres landbrugsarealer, da de frygter at bliver trukket i deres arealstøtte.
“Jeg synes, vi har fået taget hul på en konstruktiv dialog med ministeren og regeringen, og jeg forventer helt klart, at de vender tilbage med nogle brugbare løsninger på problemerne, så regeringen kan leve op til sine egne målsætninger i regeringsgrundlaget,” siger Knud Graaskov.
Skrevet af: Danmarks Biavlerforening