25. februar 2015
Danmarks Biavlerforening har siden efteråret været i tæt dialog med andre organisationer, for at skabe enighed om en ny fortolkning af reglerne for økologisk biavl. Det er derfor utrolig glædeligt, at Fødevareministeren i dag har meddelt, at han ønsker at ændre reglerne for økologisk biavl i Danmark. Dette er med til at sikre, at danske biavlere ikke i så høj grad fortsat skal opleve en urimelig konkurrence fra udlandet.
Ministeren udtrykte på samrådet, at han er opmærksom på de udfordringer vi har, og han derfor vil arbejde videre med et nyt forslag, der er udarbejdet af Landbrug & Fødevarer og Danmarks Biavlerforening. Forslaget bakkes endvidere op af Økologisk Landsforening. Ministeren vil gerne gøre forslaget, som han har modtaget til sit forslag.
Fødevareministeren udtalte blandt andet følgende: Vi kommer til at gå væk fra den nuværende regulering, og overgå til en anden regulering, som kan bakkes op af de tre organisationer (Red: Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening og Danmarks Biavlerforening).
”Vores forslag indebærer, et stort fokus på, at bierne skal have et tilstrækkeligt økologisk fødegrundlag! Bierne er rationelle væsner, og de flyver ikke længere end nødvendigt. Hvis man placerer en bigård i en æbleplantage, vil bierne foretrække æbletræerne omkring bigården. Det er en model, som stadig er strengere end vi ser det flere af de lande, der i dag eksporterer økologisk honning til Danmark. Det er også en intelligent model, der stadig er i tråd med de økologiske principper” siger Knud Graaskov, formand for Danmarks Biavlerforening.
Se hele samrådet her: samrådet
Skrevet af: Danmarks Biavlerforening