biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

FNs første internationale bi-dag

20. maj 2018

 

For at rette fokus på biernes – både honningbier og vilde bier – vanskelige vilkår og deres store betydning for den globale fødevareproduktion, valgte FN i december 2017 at udråbe i dag den 20. maj som Biernes Dag. Et initiativ, som er startet i Slovenien.

Værdien af biernes og andre insekters bestøvning af afgrøder er blevet vurderet til mellem 421 og 690 mio. kr. i Danmark, og det er nok lavt sat, da det ser ud til, at insektbestøvning betyder mere for udbyttets størrelse, kvalitet og holdbarhed end hidtil antaget.

Over de seneste 50 år er landbruget på verdensplan blevet mere afhængige af bestøvere, da produktionen af bestøver-afhængige afgrøder er firedoblet. FN´s landbrugs- og fødevareorganisation anslår, at 100 afgrødetyper udgør 90 procent af verdens fødevarer – af disse er 71 bi-bestøvede.

Hertil kommer værdien af insekternes bestøvning af naturens planter – denne værdi kan ikke gøres op i kroner og øre, men den medvirker til at sikre mangfoldigheden af vilde planter, og til at sikre føde til fugle og vildt. Også haveejernes vækster nyder godt af de flittige insekters bestøvning.

Danmarks Biavlerforening opfordrer alle til at støtte op om FN’s internationale bi-dag med et bivenligt initiativ. For alle kan blive mere bivenlige.

Inspiration til dette kan findes i kampagnen Bliv Bivenlig på hjemmesiden www.bivenlig.dk

Fakta:

 

• Over de seneste 50 år er landbruget på verdensplan blevet mere afhængige af bestøvere, således er landbrugsproduktionen af bestøver afhængige afgrøder firedoblet.

• På verdensplan er tre ud af fire afgrøder afhængige af bestøvere. FAO anslår, at 100 afgrødetyper udgør 90 procent af verdens fødevarer – af disse er 71 bi-bestøvede.

• Bier og andre bestøveres arbejde bidrager positivt til den biologiske mangfoldighed. På verdensplan er 87,5 procent af de blomstrende vilde planter afhængige af bestøverne.

• Bier og andre bestøvere er i tilbagegang som følge af bl.a. intensiv landbrugsdrift, pesticider, sygdomme og parasitter, samt ikke mindst mangel på føde og levesteder.


Skrevet af: Rune Havgaard Sørensen