Af Asger Søgaard Jørgensen
Omkring mange skoler m.v. findes grønne arealer. Ved en målrettet indsats kan disse grønne arealer indrettes med blomstrende plæner, bede og beplantninger af buske og træer til gavn for fugle sommerfugle og bier. En indsats som giver oplevelser og input til ny læring, ligesom det bliver bemærket, når skolen bliver anerkendt som bivenlig.
Bierne har det svært
Mange arter af bier er trængt i det danske landskab på grund af pesticider, mangel på blomster, som giver nektar og pollen, samt mangel på redepladser. Anerkendelsen som bivenlig skole medfører et diplom, som kan hænges op på skolen og ret til at bruge anerkendelsen i pressemateriale i samarbejde med den lokale biavlerforening. Danmarks Biavlerforening har uddannet et korps af instruktører, der står klar med hjælp og råd om honningbiers, enlige biers og humlebies krav til levesteder og føde.
Der er mange muligheder for at være bivenlig omkring en skole, samtidig med at man gør omgivelserne grønnere. Arealerne og indkørslen kan ofte flankeres af blomstrende træer eller busketter. Parkeringsarealet belægges med kopsten, som har plads til, at der vokser græs og kløver i arealet. Det er samtidig en miljøfordel, da det reducerer behovet for vandafledning. Parkeringsarealet kan omkranses af busketter med blomstrende buske og ved større arealer med træer.
Bierne kan inddrages i undervisningen
Grønne områder kan være et positivt indslag til glæde for elever og personale. Det fremmer trivslen, at der udendørs er buske og blomster. Såfremt pladsen tillader, så vil skyggegivende træer bidrage yderligere til det grønne miljø. Blomster på og omkring de udendørs terrasser kan også tiltrække sommerfugle og bier. Elever og medarbejdere vil finde indsatsen spændende, og det kan inddrages i undervisningen.
Elever kan bygge bihoteller, der kan opsættes på skolen. Eller man kan lave aftale med en biavler om at besøge en bigård, eller måske kan biavleren ligefrem etablere en bigård på skolen.
Honningbierne giver gode muligheder for at bruges aktivt i undervisningen, fordi man til dels kan planlægge aktiviteterne, så de passer til skoleåret. I foråret kan man ved et besøg i et bistade se den myldrende aktivitet i stadet, de forskellige stadier i insekters udvikling og diskutere arbejdsdelingen hos sociale insekter. Man kan opleve bier i blomster og se pollenindsamling.
Eleverne lærer om behovet for blomster til bierne og om biernes betydning for bestøvningen. Sidst men ikke mindst giver det eleverne forståelse for naturens mangfoldighed. Det er for mange børn en fantastisk oplevelse, som kan være med til at åbne deres øjne for de store oplevelser man kan få i naturen. Find inspiration til undervisningen på www.biavl.dk/born-unge.
Indtænk bierne i plejen af skolens områder
På boldbaner og grønne områder kan man så minikløver i græsset, og man kan lade nogle områder blive omdannet til blomsterenge, ved kun at slå arealerne, når mælkebøtterne er afblomstret og sent om efteråret. Ved at fjerne det afklippede materiale fjernes næringsstoffer fra arealet, og blomsterrigdommen øges.
Ved nybygninger bør det overvejes, om det kan være en fordel at bygge med grønt tag med dække af stenurter, skovjordbær og andre velegnede blomsterplanter, der kan gavne diversiteten. Læhegn og busketter med blomstrende træer og buske vil være med til at sikre blomster til bierne gennem hele sæsonen. En bræmme af blomster og områder med bar jord vil hjælpe med såvel føde, som redepladser til de jordboende enlige bier.
• Areal med bivenlige blomster
Etabler bede eller arealer med bivenlige blomster. Dette kan ske ved at udså eller udplante planter der er rig på pollen og nektar, eller ved at efterlade et areal med bar jord, hvor eventuelle vilde frø i jorden får lov at spire naturligt. Du kan læse mere om bivenlige planter her.
• Blomstrende læhegn og busketter
Læhegn kan bestå af mange blomstrende høje og lave træarter. Pilearter, mirabel, fuglekirsebær, slåen, hvidtjørn, hæg, skovæbler. Lav en “fodpose” af biplanter langs hegnene, og efterlad nogle områder med bar jord til redepladser for enlige bier.
• Blomstrende alléer
Lind, hestekastanie, seljerøn kan med fordel bruges til allétræer.
• Kløver i græsplænerne
Vælg en plæneblanding med kløver, eller så minikløver i græsplænen. Det giver blomster, som bierne kan besøge hele sommeren.
• Lad græsplænen blomstre
Lad være med at klippe alle blomstrende plæner på én gang. Ved at klippe forskudt vil der hele tiden være områder med blomster. Ved at klippe lidt sjældnere og fjerne det afklippede fremmes blomsterrigdommen i plænen med bellis, bruneller, kløver og ja – mælkebøtter. Men ved at klippe lige efter at mælkebøtterne har blomstret, kan frøspredningen undgås.
• Klip hækken efter blomstring
Vent med at klippe hækken med blomster til efter afblomstringen. Nyd i stedet blomsterrigdommen og klip bagefter, så når fugleunger også at flyve fra reden.
• Bier på skoleskemaet
Giv plads til bierne på skoleskemaet, så skolens elever får mulighed for at lære om biernes spændende verden. Lav bihoteller og se bierne flytte ind. Inviter evt. en biavler ud, eller besøg biavleren. Find inspiration til undervisningen på www.biavl.dk/born-unge
• Gamle træer
Lad gamle udgåede træer stå i læhegnene. De kan blive til fine hjem for mange insekter (humlebier og enlige bier). Plant vedbend ved træet, så forbliver det grønt hele året, og vedbend giver føde til bierne sent på sæsonen.
• Bar jord
Lav områder med bar jord, gerne langs læhegn og busketter.
Mange enlige bier laver reder og overvintrer i jorden. Det skal være bar jord, som ikke bearbejdes i dybden. En overfladisk behandling med skuffejernet uden for biernes flyvetid er muligt og kan være nødvendigt for at holde jorden bar gennem årene.
• Bunker af sten og kvas
Mange bier yngler i visne stængler og i stendiger og bunker af sten. Så efterlad visne planter og stængler i læhegn og busketter. Et hjørne med en stenbunke eller flot stensætning med stenbedsplanter kan pynte og være værdifulde levesteder for bier. Et sted hvor de holdes tørre uden at være i direkte sol og beskyttet mod vind og vejr.
• Lav et bihotel og en lille bigård
Et bihotel kan hjælpe med redepladser til nogle arter af enlige bier, og en bigård med honningbier kan give honning til kantinen, personalet og gaver til gæster.
Et bihotel kan laves på mange måder.