For at sætte fokus på biernes vanskelige kår og deres vigtige rolle som bestøvere, besluttede FN i 2017 at udråbe den 20. maj som international Biernes Dag, eller World Bee Day, som den benævnes internationalt. Biernes Dag er fastsat til den 20. maj efter den slovenske biavls-pioner Anton Jansas fødselsdag i 1734. Dagen fejres typisk med forskellige arrangementer og events.
Fredag den 20. maj er det Biernes Dag, og bierne fortjener at der rettes opmærksomhed på dem. De spiller nemlig alle en kolossal vigtig rolle som bestøvere af blomstrende planter. Otte ud af ti planter er nemlig mere eller mindre afhængige af bestøvere. Her er specielt bierne vigtige. FN´s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, anslår at 100 afgrødetyper udgør 90 procent af verdens fødevarer – af disse er 71 bi-bestøvede.
Men bierne har det svært. Det gælder både for honningbierne, humlebierne og de enlige bier. Der opleves løbende meget store tab af honningbifamilier, ligesom det er veldokumenteret at der historisk er sket en tilbagegang af humlebier og enlige bier.
Biernes Dag sætter fokus på bierne og biernes vigtige rolle. Samtidig bidrager dagen til at oplyse om, hvordan vi alle kan være med til at hjælpe bierne.
Har du en god ide til at aktivitet næste gang, der afholdes Biernes Dag, så lad os endelig høre fra dig på dansk@biavl.dk