Brugen af organiske syrer på dagsordenen

08. juni 2023

I dag har Danmarks Biavlerforening haft foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at fremlægge foreningens synspunkter i forhold til Fødevarestyrelsens krav om, at der skal anvendes veterinære lægemidler med markedsføringstilladelse i forbindelse med behandling mod varroa. Dette krav vil betyde, at de nuværende økologiske principper med brugen af organiske syrer ikke er tilladt – metoder, som gennem tre årtier er udviklet og tilpasset danske forhold.

Under foretrædet fremhævede Danmarks Biavlerforening bl.a. at brugen af organiske syrer er de eneste tilladte metoder ifht. økologiforordningen. Da stort set alle biavler i Danmark anvender de økologiske metoder vil det ikke kun være økologiske biavlere som rammes af et forbud – det vil alle.

Uproblematiske metoder
I forbindelse med EU’s dyresundhedsforordning har Danmarks Biavlerforening afventet en dialog med Fødevarestyrelsen i Binævnet. Desværre har Fødevarestyrelsen ikke været klar til denne dialog, men i forbindelse med en høring om dyreejerbekendtgørelsen er det lykkedes os at få optaget en dialog. Fødevarestyrelsen stiller i den forbindelse krav om, at biavlerne skal overgå fra de nuværende økologiske metoder til markedsførte veterinære lægemidler.

De økologiske metoder er som nævnt udviklet gennem tre årtier, og de anvendte organiske syrer er naturligt forekommende i honning og anvendes først efter sidste honninghøst. I den forbindelse skal det også nævnes, at der i honning aldrig er fundet rester af syrerne som følge af brugen. Der er således intet i forhold til fødevaresikkerheden, som kræver et forbud mod anvendelsen af de økologiske metoder. Således er det heller ikke vurderet, at det skulle være nødvendigt at fastsætte maksimalgrænseværdier (MRL-værdier) for de organiske syrer.

Sporene skræmmer
Danmarks Biavlerforening udtrykte bekymring ved kravet om anvendelse af veterinære lægemidler, bl.a. fordi der kan ske et skred i retning af stigende brug af syntetiske pesticider – og her skræmmer sporene fra udlandet, hvor man oplever resistens overfor pesticiderne og restkoncentrationer i biavlsprodukter. Der findes dog enkelte produkter på markedet, som er baseret på organiske syrer, men dels indeholder de hjælpestoffer og dels er de ikke udviklet til og afprøvet under danske forhold.

Sundhedspleje
Vi betragter brugen af de økologiske metoder som sundhedspleje, hvilket de også betegnes i Økologiforordningen. Omvendt betragter Fødevarestyrelsen det som veterinær bekæmpelse.

Der er intet krav i EU’s dyresundhedsforordning om, at Fødevarestyrelsen skal betragte behandling af varroa som veterinær behandling. Til gengæld fremgår det, at der på medlemsstatsniveau kan indføres krav om obligatorisk anvendelse at veterinære lægemidler. Samtidig hedder det i forordningen, at det skal vurderes at de veterinære lægemidler er bedre end andre tilgængelige strategier. Det mener Danmarks Biavlerforening ikke at de er. I betragtningerne til dyresundhedsforordningen fremgår det desuden, at ikke alle dyresygdomme skal bekæmpes med lovgivningsmæssige foranstaltninger, og slet ikke hvis sektoren selv kan træffe foranstaltninger.

Danmarks Biavlerforening frygter, at Fødevarestyrelsens krav vil føre til øgede tab af bifamilier og dermed en fare for bestøvningen af landbrugets afgrøder.

Sat lidt på spidsen, så mener vi, at Fødevarestyrelsens krav svarer til, at hvis man har ondt i halsen, så er det ikke tilladt at tage en skefuld honning, men at man i stedet skal gå på apoteket og købe håndkøbsmedicin.

Ved foretrædet i Miljø- og Fødevareudvalget var Danmarks Biavlerforening repræsenteret ved Ole Kilpinen (t.v.), Rolf T. Theuerkauf og Rune Havgaard Sørensen.