20. april 2024
På dagens generalforsamling er Danmarks Biavlerforenings guldnål blevet tildelt Peter Nissen. Guldnålen er foreningens højeste udmærkelse, og den tildeles en person, som har gjort en særlig indsats for biavlen på landsplan.
I sin motivation for tildeling sagde Alice Schou Nørgaard bl.a.:
For år tilbage blev vi på flere på hinanden følgende generalforsamlinger præsenteret for Danmarks Biavlerforenings uddannelsesplan. Flot skema med mange fag i stigende niveauer. Man sad og slikkede sig om munden ved udsigten til alt det spændende, man kunne lære og blive dygtigere og dygtigere til.
Præsentationen blev som regel fulgt af et løfte om, at ”vi holder møde om planen i næste uge”, og så blev den fremlagt igen på næste generalforsamling. Stadig lige flot og tillokkende.
Men så kom der en ny mand ved roret, og uddannelsesplanen blev nu til virkelighed. Planerne blev omsat til kurser og utallige biavlere er blevet umådeligt meget klogere på mange aspekter af biavl. Den mand hedder Peter Nissen, og han har gjort en enestående indsats for at realisere den omfattende uddannelsesplan.
Peter Nissen har siddet i Danmarks Biavlerforenings bestyrelse i perioden 2017-2022, heraf et par år som næstformand.
Du kan læse mere om guldnålen her.