biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

Lad hækken blomstre og få haven til at summe af liv

Glem det gamle mundheld om, at hækken skal klippes før Sankt Hans. Hvis du virkelig vil gøre noget godt for havens flyvende gæster, bør du vente med at klippe din hæk til efter blomstring.

 

”Der er mange gode grunde til, at du skal vente med at finde hækkesaksen frem og i stedet nyde synet af din hæk i fuldt flor.” Lyder det fra Danmarks Biavlerforening.

 

Bierne elsker liguster

Ligusterhække er som en overdådig buffet for bierne. De små hvide blomster, der dukker op i juni og juli, er fyldt med lækkerier som pollen og nektar, som flere arter af bier elsker. Ved at lade hækken blomstre giver du bierne en tiltrængt næringskilde, så de har energi til at bestøve blomster, buske og træer i haverne.

 

Varieret kost er godt for bier og andre bestøvere

Som haveejer tænker man måske, at der er rigeligt for bierne at spise midt på sommeren, men de mange forskellige arter af bier og andre bestøvende insekter har brug for en bred vifte af planter for at få opfyldt deres ernæringsmæssige behov.

”En have med blomstrende planter og en frodig hæk tiltrækker ikke kun bier, men også andre vigtige bestøvere som for eksempel sommerfugle. De bidrager til at bestøve havens planter. I juni og juli har både hindbær, brombær, squash og græskar brug for insekternes bestøvning så vi kan høste et godt udbytte af dem” siger Louise Pescettini, konsulent i Danmarks Biavlerforening.

 

Fugleunger i skjul

Ligusterhækken er en rigtig sprinter i planteverdenen. Den kan vokse op til 30 cm om året, så du får hurtigt en tæt og flot hæk. Hækkens tætte grene er det perfekte skjulested for fuglereder, hvor de små unger kan vokse op i sikkerhed. Hvis du klipper hækken for tidligt, risikerer du altså at udsætte de små fugleunger for fare.

 

Spar tid og gør noget godt for livet i haven

Venter du med at klippe hækken til senere på sommeren, kan du nøjes med at klippe hækken én gang om året. Det betyder altså mindre arbejde for dig og mere tid til at nyde din have, de flotte blomster og livet i og omkring ligusterhækken.

Danmarks Biavlerforenings konsulent Louise Pescettini afslutter med følgende opfordring: ”Tag en pause og nyd sommeren med god samvittighed. Du gør noget godt for fuglene og bierne ved at lade hækken blomstre og tillade dig selv at være lidt doven”

 

Vidste du det?

  • Bier har både har brug for nektar og pollen. Nektaren giver energi og pollen giver protein.
  • 80 % af planterne i Danmark vurderes at være helt eller delvis afhængig af insektbestøvning.
  • Jordbær skal helst bestøves af flere forskellige arter af bier for at danne store flotte og velformede bær.

 

 

Udsendt 20. juni 2024


< TILBAGE