Eigil er død

17. november 2024

Eigil Holm er død 92 år gammel. Fredag den 15. november sov en af dansk biavls helt store skikkelser ind efter et meget produktivt og videbegærligt liv.


Eigil Holm i sit kontor med den første udgave af Lærebog i biavl. Bogen er udkommet i fem reviderede udgaver.

 

Det er næppe en overdrivelse at hævde, at så godt som samtlige biavlere i Danmark på et tidspunkt er stødt på Eigil Holm. Hvad enten det har været som læser af hans Lærebog i biavl eller at man ligefrem har været så heldig at møde ham personligt.

Når Eigil Holm deltog i møder og foredrag var det ikke sjældent, at dette spørgsmål blev stillet: ”Hvad mener du om det, Eigil?” Der er ingen tvivl om, at hvis man ville have et fagligt emne belyst, så skulle man spørge Eigil Holm. Og hans viden var ikke blot af teoretisk karakter, for han satte en ære i selv at have set eller afprøvet ting i praksis. I et interview i anledningen af hans 90 års fødselsdag i 2022 fortalte han, at da han i 1982 fik i opdrag at skrive Lærebog i biavl, betingede han sig, at Danmarks Biavlerforening skulle sørge for, at han fik al den viden der skulle til, dels ved at tale med dygtige biavlere og dels ved at tale med foreningens konsulenter. Fælles for Eigil Holms lærebøger var – uanset om det har været til smørrebrødsjomfruer, hotelreceptionister eller biavlere – at han talte med fagfolk, og at han selv fik prøvet tingene i praksis.

 

Forelægger, forfatter, illustrator, underviser m.m.m.

Eigil Holm blev cand.mag. i naturhistorie og geografi fra Københavns Universitet i 1959 og fik herefter ansættelse som underviser i biologi ved Gedved Seminarium. I 1966 udgav han sin første bog og det skulle ikke blive den eneste. I alt skrev Eigil Holm i omegnen af 80 bøger, hvoraf hovedparten blev udgivet på hans eget forlag. Bøgerne spænder over et utal af emner, såsom biologi, landbrug, biavl, havebrug, geografi, kirker, lokalhistorie og arkæologi

Mange har haft fornøjelsen af at opleve Eigil Holm som en levende og underholdende underviser, f.eks. på ”Kursus for yngre biavlere”, hvor han underviste i biernes og blomsternes anatomi. Det er først når man kommer helt tæt på ved hjælp af en stereolup, at man ser detaljerne og får en meget bedre forståelse af, hvordan tingene hænger sammen. Og Eigil Holm kendte detaljerne. Dette kendskab havde han en eminent evne til at omsætte til de utallige illustrationer, som bl.a. krydrer hans bøger og undervisningsplakater. Han formåede at omsætte tusinder af ord til én illustration.


Eigil Holm underviste bl.a. på “Kursus for yngre biavlere”, hvor eleverne fik lærte at studere bier og blomster i stereolup. 

 

Eigil og bierne

Selvom Eigils videbegær var altædende, så stod særligt bierne og biavlen hans hjerte nær. Han blev i 1975 kontaktet af Gyldendals Forlag, som ønskede en bog fra hans hånd – emnet måtte han selv bestemme. Valget faldt på bestøvning af blomster. I et interview til Tidsskrift for Biavl fortalte han, at han i forvejen vidste at bestøvning af blomster var et interessant emne, ”men jeg var ikke klar over, at det er så interessant, som det rent faktisk er. For eksempel havde jeg ikke gjort mig det klart, at alt hvad bier spiser kommer fra blomster. Det vil sige, at bier ikke kan leve uden blomster, og blomsterne kan ikke klare sig uden bierne. Jeg blev klar over den fantastiske gensidige afhængighed, der er mellem bier og blomster, men jeg blev så sandelig også klar over, at jeg vidste alt for lidt om bier”. Derfor deltog han i Danmarks Biavlerforenings sommerskole på Fyn. I den forbindelse fik han et trugstade og kort efter flyttede bierne ind. Siden da har Eigil Holm haft bistader i haven i Gedved nær Horsens. Om sin egen biavl har Eigil fortalt: »Jeg har aldrig haft mange bifamilier, for jeg vil gerne studere bierne, skrive om dem og arbejde med dem, men det at producere en masse honning er der mange, der er meget bedre til end mig. Jeg vil forsyne folk med viden.«


Eigil Holm viser rundt i sin bigård i 2022.

 

Og det må man sige, at Eigil Holm har gjort. Det er blevet til bi-bøgerne Jonas og bierne (1979), Lærebog i biavl (1. udgave 1983. Er udkommet i i alt fem reviderede udgaver og i 2000 udkom den på svensk), Kunstig befrugtning af bidronninger (1986), Dronningeavl, arvelighedslære og forædling af honningbier (1995. Bogen oversættes til engelsk (2010) og tysk (2017)), At studere bier og blomster i stereolup (2004 – hæftet ledsages af otte undervisningsplakater), Den nye biavler (2015) og Jubilæumsskrift i anledning af Danmarks Biavlerforenings 150 års jubilæum (2016). Hertil kommer et utal af artikler, bl.a. skrev han i 2000 Månedens arbejde i Tidsskrift for Biavl.

Og Eigil Holms fremragende evne til at formidle strakte sig også uden for landets grænser. Han har bl.a. undervist i biavl på Grønland og Kap Verdeøerne, ligesom han har været en flittig deltager ved Apimondia-kongresser rundt om i verden.

I 2006 blev Eigil Holm tildelt Danmarks Biavlerforenings højeste udmærkelse, nemlig Guldnålen. Og i 2013 blev han tildelt Dansk Forfatterforenings faglitterære pris.

 

I fredags blev Eigil Holms umættelige videbegær og lyst til at formidle viden slukket. Det var kun døden, som kunne slukke videbegæret. I forbindelse med interviewet i anledning af Eigil Holms 90 års fødselsdag fortalte han, at han kort efter sin fødselsdag skulle rejse til Albanien – ikke fordi han havde et konkret projekt, men som han sagde: »Jeg stødte på en annonce for en rejse til Albanien. Der har jeg aldrig været og kender kun meget lidt til landet, så det må jeg undersøge og opleve.«

 

Med Eigil Holms bortgang har vi mistet en vellidt, hjælpsom og respekteret formidler, hvis lige det er vanskeligt at få øje på.

 

Æret være Eigil Holms minde.

 

Eigil Holm bisættes mandag den 25. november kl. 11.30 fra kapellet på Vestre Kirkegård i Horsens.