biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

Lad mælkebøtterne blomstre – for biernes skyld

18. april 2025

Selvom mælkebøtten for mange er et uønsket indslag i haven, er den en uvurderlig fødekilde for bier og andre bestøvende insekter. I foråret, hvor naturen så småt vågner, og mange planter endnu ikke blomstrer, står mælkebøtten klar med både pollen og nektar, der er vigtig for bierne i foråret.

Pollen giver bierne protein, mens nektar er kilde til energi. Mælkebøtteblomsterne er rige på begge dele, og derfor lokker de mange forskellige biarter til sig. Desuden er blomsten udformet, så både langtungede og korttungede bier kan få adgang til planten. Det gør planten attraktiv for både humlebier, honningbier og enlige bier.

Derfor bør man lade mælkebøtterne blomstre lidt endnu. Især i april og maj, hvor bierne er mest aktive med at samle føde til deres yngel, er de gule blomster en vigtig energikilde.

Mælkebøtten er effektiv til at sprede sig, og frøene flyver vidt omkring. For at undgå dette, er der en tendens til, at man klipper den ned så hurtigt som muligt. Men hvis man venter lidt med at klippe eller luge, så kan en stor del af mælkebøtterne nå at afblomstre inden de mister hovedet, og måske er det ikke jordens undergang, hvis de alligevel får lov til at smide lidt frø.

Ved at give plads til vilde blomster i haven, skaber man ikke kun føde til bierne, men også levesteder for et rigt insektliv.

Vil man gøre mere for de bestøvende insekter, kan man finde inspiration på www.bivenlig.dk – og måske selv blive registreret som bivenlig haveejer.

 


Skrevet af: Rune Havgaard Sørensen

Fakta:

Navne: mælkebøtte, løvetand (latin: taraxacum)

Familie: kurveblomstfamilien

Blomstring: april-august

Højde: 10 – 50 cm

 

Vidste du det?

Der findes mindst 400 forskellige arter mælkebøtter i Danmark, men det kan være svært at kende forskel.