Dato: 11. marts 2017
Tid: 08:25-17:30
Sted: Mødested er P-pladsen på Sjælør station
KABF afvikler som sæsonens sidste vinterarrangement en lørdagsudflugt d. 11. marts. Indbudte er medlemmer med ledsagere og børn, og begynderkursets deltagere er særligt velkomne. På turen besøger vi om formiddagen Bihuset i Tappernøje, spiser frokost et sted på Stevns og tilbringer eftermiddagen med en guidet rundvisning på koldkrigsmuseet Stevnsfortet. Programmet for dagen ser nogenlunde således ud:
08.20 Mødetid på P-pladsen på Sjælør station. Check-in og kontant betaling til kasserer Niels Max.
08.35 Afgang fra Sjælør Station mod Tappernøje.
09.45 Ankomst til Bihuset i Tappernøje.
09.45-11.45 Heino Christiansen, indehaver af Bihuset, modtager os med sædvane med varm kaffe, hvorefter han viser rundt og demonstrerer arbejdsgangen fra modtagelse af dine slyngede tavler, til du i den anden ende modtager en pakke med prægede tavler og et bundt vaskede rammer. Der er også mulighed for at handle i butikken. Heino beder dog venligst om, at du i så fald udfærdiger en bestilling i netbutikken nogle dage før, så han kan pakke varerne klar til afhentning på lørdagen. Besøget hos Heino afsluttes kl. ca. 12.
12 (ca.) Vi forlader Bihuset og kører mod spisestedet La Mer, Faxe Ladeplads, hvor vi indtager frokost. Foreningen betaler frokosten for sine medlemmer, mens ledsagere og børn selv må afholde udgiften. Bestyrelsen er ved etablere en frokostaftale og forventer, at det lader sig gøre i et prisleje omkring 175 kr. excl. drikkevarer.
13.45 Vi forlader spisestedet og kører til Stevnsfortet, hvor vi skal give møde 14.15, så vi kl.
14.30 kan nyde en to timers guidet rundvisning mestendels under jorden, på koldkrigsmuseet/fortet. Temperaturen nede i fortets gange og rum er blot 10 grader C., så medbring varm påklædning og gerne en termoflaske med varm drik. Eller køb lignende i automat på stedet.
16.15 slutter rundvisningen, og vi kører fra Stevnsfortet op gennem det smukke, flade Stevns mod Sjælør station, hvor vi slutter dagen af med ankomst kl. 17.30.
Måske ønsker du ikke, eller har allerede, besøgt Stevnsfortet. I så fald vil der i stedet i samme tidsrum være mulighed for at tage en vandretur på 6½ km på trampestien fra Rødvig til Højerup Gl. Kirke.
Bestyrelsen håber på et solidt fremmøde. Til de første 50 tilmeldte arrangeres fælles transport i bus, medens yderligere tilmeldte fordeles til samkørsel i egne personvogne. Er der ikke 50 tilmeldte ved tilmeldingsfristen udløb mandag d. 20. februar, aflyses bussen, og turen gennemføres ved samkørsel i egne personvogne.
Prisen for at deltage er for voksne kr. 250 og for børn kr. 200. Betaling kontant på dagen ved fremmøde til kasserer Niels Max. Bindende tilmelding snarest og senest mandag d. 20 februar på email frydhs@email.dk til næstformand Poul Erik Andersen. Oplys ved tilmeldingen navn og adresse, antal voksne/børn samt ønske om rundtur på Stevnsfortet eller tur på trampestien samt endelig om muligheden for at stille vogn og antal ledige pladser til rådighed for kørsel.
Vel mødt til Udflugt! Mvh. Bestyrelsen.
KØBENHAVNS AMTS B.F.
Læs mere om foreningen