ESG er en forkortelse af de engelske ord: Environmental, Social og Governance og er en samlebetegnelse for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i en virksomhed.
Loven om bæredygtighedsrapportering stiller fra januar 2025 krav om, at store og børsnoterede virksomheder rapporterer om deres arbejde med bæredygtighed i deres årsrapport. Dette skal ske ud fra en række standarder, og det skal både omfatte virksomheden selv og for virksomhedens værdikæde.
Som biavler har du næppe en størrelse der gør, at du er omfattet af ovennævnte krav. Men du kan opleve situationer hvor dine samarbejdspartnere efterspørger
oplysninger i relation til ESG. Det kan være kunder – såvel de store supermarkeder som kunden du møder på torvet. Det kan være virksomheden, hvor du har
din bigård. Eller det kan være noget helt tredje. Ved sådanne spørgsmål er det vigtigt at du kan fortælle om dine valg og overvejelser i relation til bæredygtighed.
Lav din egen rapport
Selvom du ikke er omfattet af krav om at lave en ESGrapport, så kan du vælge at lave en såkaldt frivillig opgørelse. Denne kan du bruge, når du vil vise samarbejdspartnere dine valg, vurderinger og planer for bæredygtig udvikling i fremtiden.
På linket herunder finder du en skabelon, hvis du vil lave en frivillig beskrivelse af dit arbejde med bæredygtighed i din biavl. Skabelonen har til formål, at du for din egen biavl kan beskrive og arbejde videre med nogle af de emner, der er beskrevet i dette hæfte.
Skabelonen giver dig blandt andet mulighed for at beskrive, hvordan du arbejder med bæredygtighed inden for:
• Pasning og pleje af dine bier
• Påvirkning af klima og miljø
• Sociale forhold
Du vil sikkert opleve, at det ikke altid er muligt at indsamle og beskrive alt. Men du igangsætter en proces med fokus på det, der giver størst mulig værdi for
netop din biavl. Du kan med fordel være åben om din proces med beskrivelse og opgørelse af bæredygtighed for din biavl.
DOWNLOAD SKABELONEN HER <UNDER UDARBEJDELSE>
Frivillig bæredygtighedsrapport
Har din biavl en størrelse, hvor du ønsker at udarbejde en formel, frivillig bæredygtighedsrapport som opfylder standarderne, har Erhvervsstyrelsen udarbejdet
en guide til dette. Læs mere om denne på www.virksomhedsguiden.dk
Dette er særligt relevant for små og mellemstore virksomheder, der kan se, at en mere formaliseret opgørelse af virksomhedens ESG-data der følger standarderne kan bruges strategisk og forretningsmæssigt, f.eks. til at vinde nye aftaler eller bevare eksisterende.