Nosema (Nosema apis) er en såkaldt mikrosporidie. Mikrosporidier er meget små encellede parasitter, som er i stand til at danne sporer. Sporerne har et hvilestadier og et spredningsstadie. Hele nosemas livscyklus foregår i honningbiens midttarm.
I 1996 fandt man en anden type af nosema, Nosema ceranae, knyttet til den asiatiske honningbi, Apis cerana. Siden 2006 er denne type ligeledes fundet i Danmark, og som nu er almindeligt udbredt i hele landet. Meget tyder på, at denne type overtager N. apis og på det nærmeste fortrænger den. I Sydeuropa giver man N. ceranae skylden for større tab af bifamilier, men dette er indtil videre ikke påvist i Danmark. N. ceranae er følsom overfor kulde.
Mikroskopbillede af nosemasporer. Foto: Wolfgang Ritter
Sporer af nosema optages af bien gennem munden, hvorefter sporerne føres ned i honningmaven. Bierne kan komme i kontakt med sporene på flere måder, f.eks. ved fjernelse af ekskrementklatter, ved indtagelse af inficeret vand, ved pleje og pudsning af kroppen (sporerne kan sidde i biens behåring) samt ved udveksling af inficeret nektar bierne imellem.
Når nosemasporerne kommer ind i biens midttarm, sker der en kemisk påvirkning, som medfører, at sporen begynder sin opformering ved at overføre sit arvemateriale til en midttarmscelle. Herefter sker en delingsproces, som omfatter forskellige udviklingsstadier for til sidst at ende med dannelsen af nye sporer. Sporerne kan nu forlade bien via biens afføring.
Under gunstige forhold tager det 2½ døgn, fra sporens arvemateriale er vandret over i midttarmens celler, og til nye sporer er dannet. Der kan således dannes et enormt antal sporer i bien, og observationer har vist, at inficerede bier kan indeholde op til en halv milliard sporer.
Nosema angriber voksne bier, både arbejderbier, dronninger og droner. Dog er det oftest arbejderbierne, som angribes og bliver hårdest ramt, hvilket skyldes, de oftest kommer i kontakt med ekskrementklatter gennem deres rengøringsarbejde i bifamilien. Sygdommen er alvorligst om foråret, og vil som regel stilne af i løbet af sommeren.
Spredning af sygdommen mellem bifamilier kan ske på flere måder: Fejlflyvning, røveri, deling og udjævning af bifamilier, samt ved indføring af fremmede dronninger og ledsagebier. Ligeledes kan spredning ske ved hjælp af inficerede tavler.
Man skal i øvrigt være opmærksom på, at nosemasporer er levedygtige i meget lang tid. I ekskrementklatter er sporerne levedygtige i mere end et år. Sporer i døde bier er i stand til at “spire” efter 4½ år.
Bier inficeret med nosema har oftest betydeligt reduceret livslængde. Angribes en dronning, kan hendes æggestokke degenerere, så hun bliver gold. Bierne vil så skifte hende, men sker det i løbet af en yngelfri periode, dør hun uden at kunne udskiftes.
Den værste skade bierne påføres af nosema, er, at tarmen ødelægges på en sådan måde, at bien ikke kan optage protein fuldt ud. Da proteiner anvendes i dannelsen af fodersaft, betyder det, at de inficerede bier ikke er i stand til at producere tilstrækkelige mængder fodersaft.
Hovedparten af året er det de unge bier (som på grund af deres alder endnu er ikke alvorligt inficerede), som producerer fodersaft, og så er skaden ikke nødvendigvis så stor. Det kan den derimod være i det tidlige forår. Her er det nemlig gamle (og dermed potentielt stærkt inficerede) bier, som producerer fodersaften. I stærkt angrebne bifamilier vil det føre til, at bifamilien er svækket og ikke udvikler sig tilfredsstillende. Sådanne familier vil med stor sandsynlighed være “sat tilbage” hele sæsonen igennem.
Af andre skader, bierne påføres af nosema, kan nævnes: generel svækkelse af immunforsvaret, hvorved bien bliver mere modtagelig overfor andre sygdomme; lammelse af flyvemusklerne; beskadigelsen af tarmen, som kan medføre væskeophobning i bagkroppen, og dermed stor sandsynlighed for bugløb i løbet af vinteren.
Bifamilier angrebet af nosema har reduceret honningudbytte og bestøvningseffektivitet.
I kraftigt angrebne bifamilier vil man kunne iagttage brune ekskrementklatter på tavlerne (bugløb) samt syge/svækkede og døde bier udenfor stadet. Ligeledes kan kravlende bier med strittende vinger observeres uden for stadet, og bierne kan mangle evnen til at stikke. I løbet af vinteren kan en øget bi-dødelighed observeres. Typisk kan man se bifamilier med kun dronningen og ganske få bier tilbage.
Inficerede bifamilier, som ikke er kraftigt angrebne, vil normalt ikke udvise synlige tegn på sygdommen.
Overskidte tavler kan også skyldes bugløb.
Kravlende bier med strittende vinger kan også være syge som følge af trakémider eller virus.
Bifamilier, som dør i løbet af vinteren, eller som kun har ganske få bier tilbage, kan skyldes flere forskellige forhold, f.eks. varroa og virus.
Som det er tilfældet med mange af de øvrige sygdomme, som rammer bier, er den bedste måde til forebyggelse at sørge for god hygiejne (bl.a. hyppige tavleskift), og at have stærke bifamilier.
Man bør også holde sig fra at slå bifamilier sammen, hvis den ene af dem er svækket. Undgå så vidt muligt at knuse bierne, når du arbejder med dem.
Rigtig indretning af bigården er vigtig (se Den sunde bigård). Sørg for, at bifamilierne ikke står i træk. Ligeledes er det vigtigt, at vandingsanlægget er placeret således, at bierne ikke kan skide i vandet.
Det vil være ganske fornuftigt årligt at indsende bi-prøver til undersøgelse for nosema (se nedenfor).
Danmarks Biavlerforening har gennem årene sendt prøver til analyse for nosema, og det er ikke noget stort problem i dansk biavl. Dette skyldes bl.a., at dronningeavlerne gennem mange år har arbejdet mod nosematolerante dronninger. Alligevel kan det være en god idé at få testet sine bier for nosema. Da sporerne er meget små, er det kun muligt at påvise dem vha. mikroskopi-undersøgelse (se nedenfor).
Hvis du laver dine egne dronninger, enten til salg eller til eget forbrug, kan det være en god idé at få testet forekomsten af nosema hos dine bier. På denne måde har du mulighed for at fravælge familier til videre avl, hvor der er forekomst af nosema, og dermed sikre sundere bifamilier.
Hvis du vil have lavet en nosemaundersøgelse på dine bier, skal du gøre således:
I begyndelsen af april skal du udtage en prøve på 60 levende bier fra hver af de bifamilier, som du vil have undersøgt. Prøven skal udtages fra biklyngen. Det er vigtigt, at der udtages vinterbier, da helt unge bier oftest vil være fri for nosema. Prøven fryses i 24 timer. Prøverne pakkes i æsker eller kaffefiltre.
Se nærmere her, hvad du gør, hvis du vil have dine bier testet for nosema.
Mikroskopiundersøgelse for nosema er også et redskab, som bruges af dronningeavlere.
Tidligere har det været praktiseret at tilsætte eddike til vinterfoderet. Man mente, at denne forsuring havde en negativ indvirkning på nosema. Ny forskning har imidlertid vist, at der ikke er nogen effekt af denne behandling.
Bifamilier, som i foråret er overskidte (hvad enten det skyldes “almindelig bugløb” eller nosema), kan sættes over i rene bistader med rene tavler.
En eddikesyrebehandling af tavlerne fjerner effektivt nosemasporer (se beskrivelse under Voksmøl). Husk at lufte tavlerne efter behandlingen!
Da N. apis og N. ceranae til forveksling ligner hinanden, er det kun muligt vha. molekylær genetiske undersøgelser præcist at adskille de to. Men en grundig mikroskopering vil kunne give en indikation om, hvorvidt en bifamilie er angrebet af den ene – eller begge – typer af nosema.
