Fødevarestyrelsen har orienteret om de nye regler for Branchekoder og lettelser i dokumentationen af at man overholder GMP (God biavlerpraksis).
Der er sket en lettelse af dokumentationskravet. Det er ikke længere noget krav, at man noterer dato og tidspunkt for hvornår man har gjort tingene, f.eks gjort rent i slyngerummet.
Men der er ikke ske reduktion i kravene til God Hygiejnisk Praksis. Så der skal stadigvæk være lige så rent som anført i Branchekoden.
I forbindelse med et eventuelt kontroltilsyn vil kontrollanten derfor bruge tiden på at kontrollere, at der er rent og at arbejdet er tilrettelagt, så God hygiejnisk Praksis tilgodeses, frem for at kontrollere at man har noteret datoer og tidspunkter i branchekoden.
Der er stadig dokumentationskrav for overholdelse af kritiske kontrolpunkter. Det betyder, som anført i Branchekoden, at biavlere skal huske at gemme kvitteringer for foderkøb og eventuelle recepter i de tilfælde at man bruger lægemidler i varroabekæmpelsen.
LEJLIGHEDSVISE ARRANGEMENTER
Vi skal minde om, at det er obligatorisk for biavlere at registrere sig i Centralt BigårdsRegister (CBR). Du finder CBR her.
Når du er registreret i CBR kan du uden mængdebegrænsning afsætte honning til detail- og engrosvirksomheder i hele Danmark, samt direkte til den endelige forbruger.
Lejlighedsvise arrangementer, dyrskuer, markeder, udstillinger m.v. under bagatelgrænsen for registrering. Der skal være tilladelse fra de ansvarlige for stedet (det kan være politiet, kommunen eller dyrskuet) til at sælge biprodukter og uddele smagsprøver. Der kræves ikke registrering hos Fødevarestyrelsen ved lejlighedsvise arrangementer (op til ca. 30 dage om året – det kan være enkeltdage, kortere perioder
eller én samlet periode) til at sælge honning og honningprodukter, som er tilberedt i eget køkken.
Læs og download branchekoden her.