Medlemmer biavl.dk blivbiavler.dk Vi elsker honning

MÆRKNING AF HONNING

Når du sælger din honning, er det vigtigt at den er korrekt mærket med en række obligatoriske oplysninger. Bruger du Danmarks Biavlerforenings standardetiket sammen med en holdbarhedsdato, så er din honning som udgangspunkt korrekt mærket. Men alligevel kan det være godt en gang i mellem at følge op på reglerne, som du kan læser her.

Producent – Biavlerens navn (evt. firmanavn) og adresse skal fremgå af mærkningen. Forbrugeren skal kunne kontakte biavleren ud fra de informationer, som fremgår af mærkningen. Adressen kan godt være en hjemmesideadresse eller en postboksadresse.

Varebetegnelse – Mærkningen skal indeholde en varebetegnelse, som skal give forbrugeren en klar opfattelse af, hvilken fødevare der er tale om, altså ”Honning”. Varebetegnelsen må ikke vildlede. For honning er der fastsat en varestandard (honningbekendtgørelsen), hvilket betyder, at kun de produkter, der overholder kravene i varestandarden må sælges som honning.

Oprindelse – I honningbekendtgørelsens §9 står der: ”Det eller de oprindelseslande, hvor honningen er høstet, skal angives på etiketten.” Det skal således fremgå af etiketten, at honningen stammer fra Danmark, hvilket kan angives med ”Dansk honning” – dette kan evt. suppleres med dannebrog.

Nettoindhold – Mærkningen skal indeholde oplysning om nettoindhold (i gram eller kilo), dvs. det samlede indhold uden emballage. Vær opmærksom på at der er grænser for, hvor meget det enkelte glas honning må afvige fra det angivne nettoindhold. Et glas honning med et nettoindhold på 450 g må afvige med 3% (13,5 g) – dog skal gennemsnittet for hele partiet svare til det angivne nettoindhold.

Holdbarhedsangivelse – Mærkningen skal være forsynet med en ”Bedst før”-dato. Det er den dato, som fødevaren som minimum kan holde sig til. Det er Danmarks Biavlerforenings anbefaling, at korrekt opbevaret honning har en holdbarhed på 18 måneder. Det er tilstrækkeligt at angive måned og år som ”Bedst før”-dato. Som udgangspunkt for holdbarhedsangivelsen bruges tappedatoen.

Opbevaring – Honningens holdbarhed påvirkes af opbevaringsforholdene, og det skal fremgå af mærkningen, at honningen bør ”Opbevares tørt og køligt. Bør ikke udsættes for direkte sollys.”

Advarsel – Mærkningen af honning skal indeholde en advarsel om, at ”Honning bør ikke gives til børn under 1 år.”

Placering af obligatoriske oplysninger – Mærkningsoplysningerne skal være anbragt på emballagen et iøjnefaldende sted, således at de er let synlige, og de må derfor ikke være skjulte, tildækkede eller opdelte af andre angivelser eller billeder. Mærkningsoplysningerne må ikke ligge inden i pakningen. De forskellige obligatoriske mærkningsoplysninger må gerne være placeret forskellige steder på emballagen, men oplysninger om varebetegnelse og nettoindhold skal være i samme synsfelt. Som samme synsfelt accepteres to sammenstødende flader. Hvis pakningen er rund, accepteres det, at oplysningerne kan ses ved en mindre drejning.

 

Egne etiketter

Ovennævnte krav skal naturligvis også overholdes, hvis du laver dine egne etiketter, men vær opmærksom på, at du ikke er omfattet af Danmarks Biavlerforenings produktansvarsforsikring, hvis du anvender egne etiketter. Dette kan du dog blive, hvis du anvender Guldetiketten, der er en lille tillægsetiket med logo og dit kontrolnummer på. Alternativt kan du få produceret etiketter med personligt præg.

 

Læs mere

Tidsskrift for Biavl bragte i november 2021 en artikel, som sammenfattede de gældende krav vedrørende mærkning af honning.

Du finder artiklen her.

 

Se webinar

Se webinaret fra 2020 med gennemgang af reglerne for mærkning af honning.