biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

Bi-Gejstring

18. december 2018

”Passionen for bier starter med gejst. Efter et par dage i bi-gejst fællesskabet har du lært en masse nyt, delt erfaringer og mødt mennesker, som deler dit engagement og entusiasme for biavl. Seminaret styrker dig fagligt,  giver dig netværk og fornyet BI-gejst.”

Lørdag den 2. og søndag den 3. marts 2019 sammen med biavlskonferencen i Middelfart

Bi-Gejstring er for alle jer nyere biavlere med lyst til at deltage i en spændende og inspirerende weekend.
Man bør have et grundlæggende kendskab til fagudtrykkene, samt have prøvet at arbejde med bier.

 

Kurset er tilrettelagt og styret af Lars Fischer og Zofuz Knudsen og vi får besøg af en række kendte og vidende biavlere.

Kursusindhold

* Erfarne biavlere deler ud af deres viden og praktiske erfaringer.
* Hvordan holder vi vores bifamilier sunde og sygdomsfri.
* Vi kommer helt tæt på bierne og deres anatomi med stereolup.
* Hvordan laver man dronninger med få bifamilier.
* Hjælp, mine bier vil sværme. Hvad gør jeg?
* Hvordan kan Danmarks Biavlerforening hjælpe os nyere biavlere.
* Honningbehandling fra stade til salgsklar vare.
* Slyngning og presning af honning.
* Erfaringsudveksling og diskussion. Alle spørgsmål er gode spørgsmål.

Kursusprogram

Lørdag den 2. marts:
Kl. 9.00-10.00: Ankomst og morgenkaffe.
Kl. 10.00-10.15: Velkomst.
Kl. 10.15-10.45: Lars Fischer og Zofuz Knudsen, skribenter af månedens arbejde 2015. Uha, mine bier vil sværme. Hvad gør jeg?
Kl. 10.45-12.00: Lars Bo Christensen, Gjøl Bigård. Biernes produkter. Lars fortæller om, hvordan han fremstiller og sælger flydende og presset honning, tavlehonning, pollen, propolis mm.
Kl. 12.00-13.30: Frokost sammen med Biavlskonferencen.
Kl. 13.30-14.30: Ivan Nielsen, Himmerlandske-bier.dk. Dygtig og international kendt dronningeavler.  Ivan kommer og fortæller om dronningeproduktion i den lille biavl.
Kl. 14.30-18.00: To sideløbende aktiviteter:
1) Eigil Holm, foredragsholder, forfatter mm. Er bl.a. forfatter til grundbogen “Lærebog i biavl”. Anatomien af bier og blomster. Eigils påstand er, at man ikke har set en bi, før man har set den i stereolup og dissekeret den. Vi undersøger arbejderbier, droner, dronninger og vokstavler. Vi skal også se på en blomst og undersøge, hvordan den og bierne er tilpasset til hinanden.
2) Erfaringsudveksling med Lars Fischer og Poul Larsen, erfaren biavler og tidl. formand for Dronningeavlerforeningen.

Kl. 18.00-19.00: Aftensmad med Biavlskonferencen
Kl. 19.00-?: Aftenarrangement med Bornholmsk snaps.

Søndag den 3. marts:
Kl. 9.00-10.30: Klaus Langschwager, biavler med stor praktisk erfaring. Modtager af Guldnålen 2014. Om rationel biavl i praksis. Klaus deler ud af sin brede praktiske erfaring og fortæller levende om sin biavl.
Kl. 10.45-12.00: Per Kryger, forsker i biavl ved Aarhus Universitet, Flakkebjerg.  Per vil fortælle om den nyeste viden omkring varroamiden og om arbejdet på biavlens forskningscenter Flakkebjerg.
Kl. 12.00-13.00: Frokost sammen med biavlskonferencen.
Kl. 13.00-14.00: Flemming Vejsnæs. Konsulent i DBF og spydspids i dansk biavl. Flemming fortæller om forsøgsarbejdet i DBF. Hvordan kan DBF hjælpe os nye biavlere til at have sunde og stærke bifamilier.
Kl. 14.00-15.30: Zofuz Knudsen og Lars Fischer. Honning-verdensmestre og biavlere med stor erfaring indenfor honningbehandling. Vi skal høre om behandling af både presset og slynget honning; røring, tapning og temperaturens betydning for modningsprocessen. Vi kommer også ind på forskellige honningtyper.
Kl. 15.30-16: Afslutningssnak med Zofuz og Lars. Måske tager Zofuz sin syngende sav med, så vi kan slutte af med en sang sammen.

 

Pris og tilmelding
Prisen på kun 1375,- kr. dækker kursusdeltagelse og fuld forplejning, dog uden overnatning.
Tilmelding og betaling foregår på www.bishoppen.dk. Da der desværre kun er plads til 40 kursister tildeles pladserne efter først til ”honningkrukken” metoden.