31. august 2019
Synes du selv, at du laver den bedste honning? Og tør du lade et dommerpanel bedømme den og få feedback? Så skal du tilmelde din honning til bedømmelse ved International Food Contest, men vær klar over, at du risikerer at blive kåret som danmarksmester i honning.
International Food Contest afholdes i år den 1.-3. oktober i MCH Messecenter Herning. Fødevaremessen er især mejeriernes årlige begivenhed, men i de senere år har en lang række andre fødevarer fundet vej, og i takt hermed er publikumsskaren også udvidet til at omfatte mange forskellige interessenter inden for fødevarebranchen.
For biavlerne er arrangementet interessant af flere årsager. Først og fremmest fordi det giver en enestående chance for at få bedømt sin honning af dygtige fagfolk, men også fordi selve udstillingen giver mulighed for at vise dansk honning frem til mange forskellige relevante personer. Her kommer nemlig alt lige fra køkkenchefer til udenlandske repræsentanter fra fødevarebranchen. Honningerne, som er blevet tilmeldt konkurrencen, udstilles og alle besøgende har mulighed for at smage på de mange forskellige typer og varianter. Det er en enestående mulighed for at gøre de besøgende meget klogere på dansk kvalitetshonning.
Sådan bliver din honning bedømt
I ugen op til messen vil dommerne bedømme de tilmeldte honninger. Din honning vil blive bedømt af bl.a. Zofuz Knudsen, den ene af de to danske verdensmestre i honning, som i bedømmelsen giver point for parametrene: ydre fremtoning, duft, honningens egenskaber og smag.
Under bedømmelsen noterer dommerne bemærkninger om hver enkelt honning. De skriftlige bemærkninger sendes til producenten af honningen, så der er mulighed for at lære af, hvad der er gået godt og hvad der er gået mindre godt under honningbehandlingen. I bedømmelsen lægger dommerne særlig vægt på produktets kvalitet, og varen skal således teknisk set være i orden. Dommerne fokuserer også på eventuelle særlige egenskaber ved honningen, som fremhæver den i forhold til andre honninger.
Ved den ydre fremtoning vurderes blandt andet honningens fremtoning i emballagen, og om honningen er fri for urenheder, samt selvfølgelig honningens farve. Dommerne vurderer også honningens duft, og de bider især mærke i om duften er attraktiv eller måske ligefrem overraskende. Konsistensen vurderes og sammenholdes med om den er passende i forhold til den kategori, hvor honningen er tilmeldt. Mundfølelsen er en del af smagsoplevelsen, og derfor vurderer dommerne blandt andet om honningen er glat eller krystallinsk. Endelig vurderer og beskriver dommerpanelet honningens smag.
Derfor skal du deltage
Du skal naturligvis først og fremmest deltage for at få din honning kvalitetsvurderet af et dommerpanel bestående af dommere fra Danmarks Biavlerforening og dommere fra fødevarebranchen. Har du været rigtig dygtig med din honning, får den måske ligefrem tildelt et guld-, sølv- eller bronzediplom. Disse diplomer kan du bruge i markedsføringen af din honning.
I konkurrencen vil der blive uddelt én ærespræmie, og den tildeles den honning, der på tværs af alle kategorier vurderes til at være bedst. Løber din honning af med ærespræmien, så har du ret til at kalde dig for danmarksmester i honning. Det skulle der nok være markedsføringspotentiale i.
Sådan tilmelder du din honning
Tilmelding sker på www.bishoppen.dk og det er muligt at tilmelde honninger i kategorierne ”Fast honning”, ”Flydende honning”, ”Sortshonning” (herunder lynghonning) og ”Honning med tilsat smag” (f.eks. vanilje, kakao, citrus).
Efter tilmelding indleveres fire glas honning, dog minimum en samlet mængde svarende til minimum 1 kg honning. Prisen for at deltage er kr. 400,- for første tilmeldte honning, kr. 300,- for honning nummer to, og kr. 200,- for efterfølgende honninger. Betaling og tilmelding sker i forbindelse med tilmelding senest den 15. september og produkterne sendes til eller indleveres til Danmarks Biavlerforening, Fulbyvej 15, 4180 Sorø, senest den 19. september.
Læs de samlede regler for deltagelse her.
Skrevet af: Rune Havgaard Sørensen