06. april 2016
Mandag den 7. marts kl. 19.00 på TV3 sætter det populære madprogram MasterChef fokus på dansk honning. Programmet, der oprindelig er britisk, er til dags dato er produceret i 56 lande, hvilket gør det til verdens største madprogram. Forskellige deltagere, som alle er amatører, konkurrerer om at lave den fineste mad, og bliver bedømt af et dommerpanel bestående af nogle af landets bedste kokke.
De otte deltagere får lov at arbejde med en prisvinder; en dansk honning, kåret som verdens bedste! Honningen kommer fra Fyn, nærmere bestemt Solens Hjerte, hvor biavlerne Zofuz Knudsen og Lars Fischer har leveret nogle glas af deres flydende og faste honning, der vandt henholdsvis sølv og guld på verdenskongressen i Sydkorea. Herudover har den berømte mjød fra Snoremark også fundet vej til programmet.
To og to skal deltagerne i programmet skabe en hovedret, der skal bringe dem i sikkerhed til endnu en dag i køkkenet. De to hold der klarer sig dårligst, skal kæmpe alle mod alle i endnu en honning-konkurrence. De fire deltagere dyster i dessert, og en af dem må lægge forklædet allerede efter første dag i MasterChef-køkkenet.
Se programmet MasterChef 2016 – Danmarks største madtalenter på TV3 mandag kl. 19:00.
Foto: Rune Havgaard Sørensen
Skrevet af: Danmarks Biavlerforening