17. oktober 2011
Så er der gået 6 måneder siden jeg tiltrådte som foreningens direktør, og hvad er tiden så gået med? Ja først og fremmest så er den fløjet afsted med at lære foreningens ”sjæl”, personalet og arbejdsopgaverne at kende. At få styr på økonomien og ikke mindst at mødes med og tale med så mange medlemmer som muligt.
Der er blevet taget meget pænt imod mig alle steder, og det er jeg taknemmelig for.
Mere konkret, så har det været min opgave at sætte mig ind i de meget spændende projekter foreningen har opnået økonomisk støtte til at gennemføre – og her tænker jeg både på projekt ”Bedre fødegrundlag for bierne og andre bestøvende insekter”, som Promilleafgiftsfonden har bevilget 300.000 kr. til i 2011, og de to EU Honningprogramfinansierede projekter. Det ene er projektet der har titlen ”Uddannelse af instruktører” og det andet er projektet med titlen: ”Observationsbigårde i europæiske netværk”. De to EU finansierede projekter har tilsammen et budget i 2011 på ca. 740.000 kr., som vi skal bruge 100 % i overensstemmelse med de betingelser der er knyttet til tilskuddene, for ellers får vi ikke pengene udbetalt. Så der er fokus på at vi arbejder fuldstændigt som beskrevet med alle projekterne.
Honningfestivalen i Kolding var et stort arrangement, der gav biavlere fra hele landet mulighed for at udstille varer i høj kvalitet. Et arrangement med op mod 3000 gæster på dagen, og som sådan en stor succes. Så store arrangementer kræver en stor planlægningsindsats, som Kolding Biavlerforening og Danmarks Biavlerforening har stået sammen om. Efterfølgende arbejder vi nu på som en udløber af Honningfestivalen i Kolding, at lave en ”drejebog”, som forhåbentlig gør det lettere for kommende honningfestivalarrangører at gennemføre både planlægningen og afviklingen om muligt endnu mere smertefrit.
Vi har fokus på uddannelse – i første omgang på begynderkurserne, som lokalforeningerne kører gennem vinter og forår. Og nu har vi tillige sat ord på en egentlig kompetencegivende uddannelse i biavl, for biavlere med erfaring. Vi har sammen med de øvrige biavlerorganisationer i Danmark søgt midler til at opbygge en sådan uddannelse, og håber selvfølgelig at vi alle snart kan se konturerne af en modulopbygget biavleruddannelse, med fokus på både bierne, biernes produkter og afsætningen af dem, biavleren, og de mange regler der skal overholdes.
Så har jeg været til Apimondia kongressen i Buenos Aires i Argentina. Et stort og fantastisk arrangement med mere end 10.000 deltagere fra hele verden. Faglige foredrag om biernes sundhed og sygdomme, om den rette ernæring, og om de nærmest uendelige muligheder for at udvikle på afsætningsmulighederne for de produkter bierne producerer. Tillige en meget stor udstilling med alt til faget hørende indenfor teknik og hjælpematerialer af alle slags, og sidst men ikke mindst muligheden for at komme i nær kontakt med ligesindede fra hele verden. For netværk er vigtige, og jo bedre vores netværk ud i verden fungerer, jo bedre står vi rustet til at møde fremtidens udfordringer.
Så er jeg blevet biavler – jeg har nu afsluttet indvintringen af mine bifamilier. Tre produktionsfamilier, og tre småfamilier i ”vinterkasser”. Jeg ser med spænding frem mod foråret, og håber at jeg har været i stand til at sikre alle familierne kræfter nok til at overleve vinteren.
Af Steen Fogde, direktør for Danmarks Biavlerforening
Skrevet af: Danmarks Biavlerforening