Flydende honning sikrer Per Simonsen titlen som danmarksmester i honning

11. november 2024

Per Simonsen fra Hørsholm er nykåret danmarksmester i honning. Hans flydende honning opnåede 13,88 point, hvilket bragte den i spidsen foran de øvrige 47 honninger som deltog i bedømmelsen.

 

Ved Danmarks Biavlerforenings årlige honningbedømmelse har fire dommere smagt, duftet til og bedømt udseendet på 48 honninger fra hele landet. Honningerne var tilmeldt i kategorierne fast, flydende, sorts- og silkehonning. Det var også muligt at tilmelde i kategorien honning tilsat smag, men i år var der ingen tilmeldte i denne kategori. Til gengæld var der tilmeldt otte i den helt nye silkehonning-kategori.

I bedømmelsen gives der mellem 1 og 15 point for ydre fremtoning, duft, konsistens/viskositet, mundfølelse og smag/eftersmag. Honningen som opnår det højeste antal point på tværs af alle kategorier, kåres som Danmarks bedste honning.

Da resultaterne var blevet gjort op, stod det klart at Per Simonsens flydende honning opnåede 13,88 point, hvilket sikrede ham titlen som danmarksmester i honning. Den flydende honning havde dog to konkurrenter lige i hælene, nemlig de to guldmedaljevindere fra kategorien fast honning – begge opnåede de 13,7 point.


Camilla Foldager og Zofuz Knudsen i færd med at bedømme en flydende honning.

 

Milde ferskner og marcipan

Dommerpanelet bestod i år af Zofuz Knudsen, Camilla Foldager, Lone Valentin Bram og Susanne Stenholm, som altså havde fornøjelsen af at smage sig gennem de 48 honninger.

Når Zofuz Knudsen, hoveddommer ved bedømmelsen, skal beskrive Danmarks bedste honning, så er det med ordene:

»Danmarks bedste honning i 2024 præsenterer sig i en klassisk lys ravfarve, der naturligt matcher dens afbalancerede, dybe og runde sødme. Smagen er let floral med noter af milde ferskener, marcipan og bergamotte. Honningen vil egne sig til desserttallerknerne og vil kunne løfte en lækker isdessert til et gourmetniveau.«

Nedenfor kan du se en oversigt over medaljevinderne i de enkelte kategorier.

Fast honning

Point, gns.  Navn
Guld 13,7 Mathias Bech, Haderslev
13,7 Jesper Berthing, Broager
Sølv 13,2 Kim & Maja, Vandstedbæk Honning, Broager
Bronze 12,8 Sandra Barleben, Sydals
12,6 Ejnar Nielsen, Haderslev
12,6 Sandra Barleben, Sydals

 

Flydende honning

Point, gns.  Navn
Guld 13,88 Per Simonsen, Hørsholm
Sølv 12,63 Sine Kiilerich Andresen, Odense C
Bronze 12,5 Ronnie Beenfeldt, Sorø

 

Silkehonning

Point, gns.  Navn
Guld 12,0 Kaia Albin Pedersen, Brande
Sølv 11,3 Alan Carlile, Randers SØ
Bronze 11,0 Villy Svinth, Fur

 

Sortshonning

Point, gns. Navn
Guld 13,2 Claus Lystbæk, Varde
Sølv 11,5 Klaus Madsen, Lemvig