19. juli 2023
Den første halvdel af sommeren 2023 har været ekstraordinær varm og tør, og hos mange biavlere kan der forekomme større mængder af en helt speciel, mørk og kraftigt smagende honning. Denne honning stammer fra biernes indsamling af bladlusenes honningdug, og kaldes lusehonning, skovhonning eller honningdughonning. I store dele af Europa er denne honning noget af det ypperste, biavleren kan høste, og også i Danmark er lusehonning en udsøgt delikatesse, som mange kunder værdsætter.
Honningdug
Bladlus trives bedst i varmt og tørt vejr, og deres antal kan med de rette vejrforhold vokse eksplosivt. Bladlus lever af bladsaft og har især brug for protein fra plantesaften. Plantesaften indeholder dog så meget sukker og vand, at bladlusene er nødt til at skille sig af med det overskydende vand og sukker. Det er dette overskud, som bladlusene udskiller som honningdug, og som bierne opsamler – og især, når der på grund af tørke ikke er så meget nektar at finde i blomsterne. I perioder med rigtig mange bladlus kan man endda opleve, at det drypper fra træerne med sødlig, klistret væske.
Bladlus er ofte artsspecifikke, dvs. der er forskellige arter bladlus knyttet til forskellige plantearter. Både træart og selve bladlusene har indflydelse på honningduggens sammensætning. Honningdug findes især på nåletræer, men ses også på lindetræer, egetræer og ahorn samt diverse urter.
Kendetegn ved lusehonning
Hos biavleren er det tydeligste tegn på lusehonning, at honningen er meget mørk. Derudover har lusehonning en kraftig, krydret og nærmest karamelagtig smag, der varierer med, hvilke bladlus og træer, bierne har samlet honningen på.
2018 var et godt “luseår”. Sammenligning af sensommerhonning fra 2017 (lys),
og to honninger fra 2018 som rørt (brun) og flydende (helt mørk).
Højt indhold af fruktose
I laboratoriet kan man specielt genkende en lusehonning på, at den har en høj ledningsevne. Det skyldes, at der er mange mineraler og salte, som kan lede strømmen. Det er også dette indhold af mineraler, der gør honningen mørk. Indholdet af mineraler og salte bevirker dog, at det ikke kan anbefales at indvintre bierne på for store mængder lusehonning, da det mistænkes at give øget risiko for bugløb i løbet af vinteren. I normale år er mængderne typisk så små, så det ikke har den store betydning. Men et år som i år med mulighed for et decideret træk på honningdug mange steder, anbefales det at fratage lusehonningen inden indvintring.
I blomsterhonning ligger ledningsevnen typisk mellem 0,1 og 0,5 mS/cm, mens den i lusehonning skal være mindst 0,8 mS/cm. Ved en ledningsevne mellem 0,6 og 0,8 mS/cm er der ofte tale om en blanding mellem lusehonning og blomsterhonning.
I ren lusehonning er glukoseindholdet meget lavt og fruktoseindholdet højt, hvilket gør, at en sådan honning ofte kan holde sig flydende i lang tid. Har man tanker om, at bierne samler lusehonning, kan det altså godt betale sig at høste denne honning isoleret, hvis man gerne vil have flydende honning. Derudover indeholder lusehonning relativt meget af sukkerstoffet maltose. Maltose kan vi desværre ikke analysere for i Danmarks Biavlerforenings laboratorium, men – i modsætning til en blomsterhonning, der har et samlet indhold af fruktose og glukose på 70-80 % – må lusehonning maks. indeholde 60 % fruktose og glukose.
Har du lusehonning?
Er du blevet nysgerrig på, om din honning kan indeholde – eller endda helt bestå af – honningdug, kan du få lavet en analyse på Danmarks Biavlerforenings laboratorium. Da det er nødvendigt at kende både ledningsevnen samt indholdet af glukose og fruktose, er det nødvendigt at bestille en sukkeranalyse eller fuld analyse. Ved sidstnævnte kan du ligeledes være heldig, at din honning opfylder kravene til at måtte pryde sig med Danmarks Biavlerforenings kvalitetsmærke.
Du kan bestille en analyse af din honning på www.bilab.dk
