biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

Øget støtte til bestøverbrak

08. april 2024

I år er der en ekstra økonomisk gulerod til landmændene, hvis de vælger at gøre noget for bierne og andre bestøvende insekter.

 

I den frivillige bio-ordning ”Biodiversitet og bæredygtighed” kan landmænd vælge mellem forskellige initiativer, som skal hjælpe med at skabe ny natur og levesteder for dyr og planter i landbrugslandet.

Et af initiativerne er bestøverbrak, som skal give mere nektar og pollen til de bestøvende insekter. Landbrugsstyrelsen har udgivet en liste over godkendte plantearter til bestøverbrak (du kan finde listen i Landbrugsstyrelsens ”Vejledning om tilskud til biodiversitet og bæredygtighed 2024”).

 

Tidsfrister

For at gøre brug af ordningen, skal landmænd senest den 26. april søge ordningen.

For at opnå tilskud til bestøverbrak, skal landmanden jordbehandle og iså blomsterblanding mindst hvert andet år. Fristen for isåning er den 30. april og der skal sås mindst tre specifikke pollen- og nektarrige plantearter per m2.

 

1500 kr. ekstra

Støtten til bio-ordningerne er på 2740 kr. per hektar. Hertil kommer et tillæg på 1500 kr. per hektar, hvis man udlægger bestøverbrak.

Det betyder, at bestøverbrak under bio-ordningen ”Biodiversitet og bæredygtighed” indbringer 4240 kr. per hektar. Som minimum skal der søges tilskud til mindst 0,01 hektar på den enkelte mark og til mindst 0,3 hektar under ordningen.

 

Du kan læse mere i Tidsskrift for Biavl 3/2024 og på Landbrugsstyrelsens hjemmeside (www.lbst.dk)