biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

De nordiske og baltiske biavlsorganisationer opfordrer til aflysning af verdenskongres i Rusland

02. marts 2022

Efter planen skulle verdens biavlere dette efterår mødes til den traditionsrige verdenskongres APIMONDIA i Ufa i Rusland.

 

Danmarks Biavlerforening har i sagens natur stoppet alle aktiviteter omkring deltagelse i kongressen. Men det er for Danmarks Biavlerforening afgørende, at kongressen helt aflyses eller flyttes, således at kongressen på ingen måde gennemføres i Rusland.

Derfor har Danmarks Biavlerforening gennem Nordisk Baltisk Biråd, der er en sammenslutning mellem biavlsorganisationerne i Norden og Baltikum, fremsendt en anmodning til verdensorganisationen om annullering eller flytning af verdenskongressen.

 

I opfordringen fra Nordisk Baltisk Biråd lyder det:

”Det er med vores største foragt, at vi har været vidner til den russiske invasion af Ukraine. Med dette brev udtrykker vi vores største afstandtagen og foragt for disse handlinger. Nogle af vores lande grænser direkte op til Rusland.

Selvom vi finder samarbejdet mellem verdens biavlere ekstremt vigtigt, vil vi ikke passivt være vidne til disse forfærdelige handlinger.

Organisationerne i Nordic Baltic Bee Council opfordrer kraftigt APIMONDIA’s Executive Council til enten at flytte eller aflyse APIMONDIA Congress 2022.”

 

For Danmarks Biavlerforening er det afgørende, at kongressen ikke kommer til at finde sted på russisk jord, da dette er et samarbejde med Rusland. Selvom det er utænkeligt at nogen fra de nordiske og baltiske lande vil rejse til Rusland, så kunne man alligevel risikere en verdenskongres gennemført i APIMONDIAS navn, og med deltagere fra Rusland og evt. forskellige neutrale lande. Dette kan ingen af vores biavlsorganisationer acceptere.

 

Du kan downloade brevet her.