biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

PRESSEMEDDELELSE: VELKOMMEN TIL NY BIAVLSSTRATEGI

07. marts 2016

BIAVLSSTRATEGI

I dag har NaturErhvervstyrelsen offentliggjort biavlsstrategien for 2016-2019. Formålet med biavlsstrategien er at medvirke til at fremtidssikre dansk biavl og bestøvning gennem fortsat at vedligeholde sunde danske bier og arbejde for, at der er et fødegrundlag til bierne i landbrugs- og kulturlandskabet.

”I Danmarks Biavlerforening er vi tilfredse med, at der er blevet lyttet til vores bemærkninger i forbindelse med udarbejdelsen af strategien. Det er glædeligt at der er et forholdsvis stort fokus på bestøvning og fødegrundlaget for bierne. I den forbindelse hilser vi særligt initiativet om en bestøvningsportal velkommen,” siger formand Knud Graaskov.

Danmarks Biavlerforening ser desuden med tilfredshed på, at strategien har øje for, at det også indenfor biavlen er nødvendigt med et stærkt avlsmateriale, og at dronningeavlen og den brune bi fremhæves.
Således sættes der årligt 200.000 kr. af på finansloven arbejdet med den brune bi på Læsø

”Når dette er fremhævet, så er det også nødvendigt at nævne, at der er mangler i den nye strategi. Efter vores mening er det beklageligt, at et område som økologisk biavl omhandles meget kortfattet. Desuden mener vi, at der i processen har været fremsat mange ønsker om information til folkeskoleelever om biernes betydning. Dette er desværre ikke kommet med. Endelig er den anførte finansiering af strategiens mange tiltag er meget mangelfuld. Det er derfor vigtigt at finansieringen styrkes i strategiens løbetid, hvis de mange tiltag skal kunne realisereres,” siger Knud Graaskov.

Du finder Miljø- og Fødevareministeriets Biavlsstrategi 2016-2019 her

Yderligere information
Formand Knud Graaskov, Danmarks Biavlerforening, tlf. 26 84 31 43, e-mail knud@graaskov.dk

Sekretariatsleder Rune Havgaard Sørensen, Danmarks Biavlerforening, tlf. 51 30 72 06, e-mail rhs@biavl.dk


Skrevet af: Danmarks Biavlerforening