Regeringen vil fastholde kravet om fire procent braklægning

13. juni 2024

I april besluttede EU-parlamentet at afskaffe kravet om, at fire procent af de opdyrkede arealer skal udlægges som ikke-produktive arealer, og i stedet skal det gøres til en frivillige ordninger. Nu har den danske regeringen meldt ud, at Danmark vil fastholde kravet.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger i et interview med netmediet Altinget, at regeringen ønsker at fastholde kravet om, at landmænd skal lade fire procent af den opdyrkede jord ligge hen som ikke-produktiv.

Danmarks Biavlerforening hilser regeringens udmelding velkommen, og glæder sig over, at der fortsat vil være mulighed for at skabe hårdt tiltrængte åndehuller for bestøvere og andre dyr i det danske landbrugsland. Foreningen har sammen med Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening rejst kritik af EUs beslutning om fjernelse af brak-kravet. De tre foreningers politiske indsats lader således til at have båret frugt.

I interviewet siger ministeren, at det er regeringens intention at fastholde kravet, men at regeringen dog er nødt til at spørge EU-Kommissionen, om Danmark kan fastholde kravet, som nu er blevet frivilligt.

 

Du kan læse den fælles reaktion fra Danmarks Biavlerforening, Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologis Forening på EUs beslutning her