21. januar 2011
I Århus har vi i mange år godt kunnet lide at synge ”Slingre ned ad Vestergade” sammen med Gnags, men nu er jeg sneet inde på overgangen til det nye år, og det giver ro til at tage det sidste år, eller de sidste ti år, op til vurdering.
Jeg mener ikke, at vi i Danmarks Biavlerforening har haft en slingrekurs, men der har været nogle ordentlige kurver på ruten, og det er jo lettere at se, når man kigger bagud på sporene i sneen, end det er, når man sidder ved rattet og forsøger at holde kursen.
Når vi ikke altid har holdt retningen, kan der have været flere årsager hertil. Det kan være, at vi ikke har været helt enige om målet, men det kan også være, at vi nogle gange er gået i stå, fordi vi ikke har kunnet blive enige om, hvilken vej vi skulle vælge for at komme til målet.
Bestyrelsen har i 2010 lagt mange kræfter i at definere målet for Danmarks Biavlerforening for de næste fem år – og så kunne man jo sige: ”Så er det bare at komme derudad!” Men hvad nytter det med et mål, hvis vi ikke når det? Eller hvis kun halvdelen af Danmarks Biavlerforening når frem til målet?
Vi behøver ikke alle at gå samme vej, det er tværtimod rigtig godt, hvis vi benytter mange forskellige veje, så bliver det ikke en katastrofe, hvis nogle af os kommer til at vælge en ”blind vej”. Men vi skal alle i Danmarks Biavlerforening være klar over hvad målet er, og tage medansvar for at vi når det.
Vi har endnu ikke sat navn på det årti der netop er afsluttet (fattigfirserne og de glade halvfemsere), men den økonomiske krise kommer helt sikkert til at få stor indflydelse på vores opfattelse af nullernes årti.
På samme måde som hver årti får et navn, er der også et mantra. Og hvis du lytter til diskussionen ude i samfundet, så hører du måske det samme som jeg om fremtiden: Uddannelse, uddannelse, uddannelse!
Vi er vågnet op på kanten af krisen og er blevet klar over, at hvis vi i Danmark skal have en chance for at klare os, så skal vi give vores unge en god uddannelse, vi skal videreuddanne os som voksne, og vi skal kræse for de ældre med fristende tilbud, så de holder sig på alle måder levende så længe som muligt.
Biavl er en brik i det puslespil der udgør samfundet. Vi skal springe med på vognen og uddanne nye biavlere, videreudvikle uddannelsen for ”voksne” biavlere og opfinde metoder og redskaber så ”gamle” biavlere kan blive ved så længe som muligt.
Honning er dejligt, men bestøvningen er vigtigst. Og vi skal som biavlere kunne forklare, så alle kan forstå det, at uden bien kommer vores samfund ikke til at blomstre!
Af Jan Sæther, formand for uddannelsesudvalget
Skrevet af: Danmarks Biavlerforening
