Verdenskongres med medaljer til Danmark

09. september 2023

De seneste dage er biavlere i tusindvis strømmet til verdenskongressen Apimondia i Santiago i Chile, hvor der også blev uddelt medaljer til Danmark.

Forestil dig et kongrescenter fyldt med 1000-vis af biavlere fra hele verden. Tilsæt en kæmpe udstilling, hundredvis af spændende foredrag og en ægte biavlerkonkurrence. Så har du essensen af en Apimondia-kongres.

Mens deltagere sidder koncentreret og lytter til konferencens mere end 300 foredrag, så indkøber andre deltagere produkter og udstyr hos de mange virksomheder, der fylder den 6000 kvadratmeter store udstillingshal. Men en vigtig del af konferencen er også deltagelse i World Beekeeping Award, der er biavlens absolutte verdensmesterskab.

I World Beekeeping Award kan man deltage i mange forskellige kategorier. Både biavlsprodukter, opfindelser og publiceringer bliver bedømt af et internationalt dommerpanel. Og netop her har Danmark høstet præmier.

I kategorien ”Bøger med videnskabelig indhold” har Yoko Dupont og Per Kryger fra Aarhus Universitet høstet en guldmedalje for deres udgivelse ”HONNINGBIERS POLLENFORSYNING I DANSKE LANDSKABER”. I kategorien ”Innovation” opnåede Swienty en flot sølvmedalje for deres MiteWasher. Mens spændingen er udløst i nogle kategorier, så må de mange deltagere i honningkategorierne afvente at honningerne bliver analyseret, og derfor bliver disse præmieringer først offentliggjort senere på efteråret.

Rundt på verdenskongressen kan man ind i mellem spotte en viking. Det er repræsentanter fra Norges Birøkterlag, Sveriges Biodlares Riksförbund og Danmarks Biavlerforening, der varmer op til næste verdenskongres, der som bekendt afholdes i København i 2025. I disse dage lyder nemlig også startskuddet til promoveringen af Apimondia Scandinavia 2025.

Du kan læse mere om verdenkongressen i Tidsskrift for Biavl i oktober.

 

 

 


Skrevet af: Rune Havgaard Sørensen