Webinar om frøblandinger og blomsterstriber

18. marts 2021

På grund af corona-situationen er der for tiden ikke de samme muligheder for at mødes og afholde foredrag i de lokale biavlerforeninger. Danmarks Biavlerforening tilbyder derfor løbende foredrag i form af weBInar’er.

Onsdag den 24/3 kl. 19.00 kan du deltage i webinar om frøblandinger og blomsterstriber. Her vil Yoko Luise Dupont, seniorforsker, Aarhus Universitet, give et indblik i hvilke overvejelser man kan gøre sig i forbindelse med etablering af blomsterstriber og lignende tiltag.

Blomsterstriber er blevet populære i de seneste år, til pynt og til gavn for nytteinsekter, herunder bierne. Bier omfatter både honningbier og knap 300 arter af vilde bier. Historiske ændringer af landskabet, herunder den omfattende intensivering af landbruget og ændring af afgrøder, har ført til tab af levesteder og indskrænket fødeudbud for bierne. Blomsterstriber og blomstermarker kan være gode tiltag til at øge mængden af blomsterressourcer. Blomsterstriber er dog en broget samling. Frøblandinger til blomsterstriber, som er på markedet, varierer i sammensætning, og dyrkningstekniske forhold påvirker hvad der spirer frem. Endelig har placering af blomsterstriberne i landskabet betydning for om såning er umagen værd. Dette webinar vil især handle om hvor mange og hvilke planter, som er værdifulde for bier, og hvilke overvejelser man bør inddrage i forhold til placering af blomsterstriber i landbrugsland.

Tilmelding senest tirsdag den 23. marts ved at klikke her.


Skrevet af: Rune Havgaard Sørensen

Se tidligere webinar’er på:

www.biavlswebinar.dk