Danmarks Biavlerforening anser DM-honningbedømmelsen som det officielle Danmarksmesterskab i honning.
Som deltager i DM-honningbedømmelsen, accepteres den fulde ordlyd af dette officielle regelsæt for konkurrencen:
1. Deltagelse
1.1. Deltagelse i DM-honningbedømmelse forudsætter rettidig tilmelding og indbetaling af deltagergebyret.
1.2. Medlemmer af dommerpanelet samt konkurrencens arrangører kan ikke deltage.
1.3. Der er ingen begrænsninger på antallet af kategorier, hver deltager kan tilmelde sig.
1.4. Deltagere kan tilmelde op til 3 honninger i samme kategori, men det er kun muligt at modtage én præmiering per kategori.
1.5. Ingen honning kan deltage i mere end én kategori.
1.6. Man kan deltage som firma, gruppe, forening eller som individuel biavler.
1.7. Forsøg på snyd med deltagende honninger eller på bestikkelse af medlemmer af dommerpanelet, vil forårsage øjeblikkelig eksklusion fra alle DM-konkurrencens honningkategorier.
2. Tilmeldingsprocedure
2.1. Alle deltagere skal have læst DM-konkurrencens regelsæt og have betalt tilmeldingsgebyret til Danmarks Biavlerforening inden den fastsatte tidsfrist.
2.2. Alle deltagende honninger skal være produceret af deltageren med honning fra egen bigård.
2.3. Danmarks Biavlerforening forholder sig ret til at tage stikprøver til analyse blandt de deltagende honninger. Analysen skal sikre, at de deltagende honninger overholder de lov- og kvalitetskrav, der stilles til salgbar danskproduceret honning som beskrevet i honningbekendtgørelsen og anden gældende fødevarelovgivning.
2.4. Hvis en deltagende honning ikke overholder honningbekendtgørelsen og anden gældende fødevarelovgivning, vil den blive diskvalificeret fra konkurrencen.
2.5. Udgifterne til stikprøveanalyserne afholdes af Danmarks Biavlerforening.
2.6. Alle deltagende honninger, skal være modtaget på Danmarks Biavlerforenings sekretariat, Fulbyvej 15, 4180 Sorø, inden den 1. oktober 2024.
2.7. Honninger indleveret efter den 1. oktober 2024, kan ikke deltage i konkurrencerne.
3. Tilmelding og Tilmeldingsgebyr
3.1. Prisen for DM-konkurrencens deltagelse er: 400 kroner for første tilmeldte honning, 300 kroner for honning nummer to, og 200 kroner for efterfølgende honninger. Betaling og tilmelding skal ske på www.bishoppen.dk
3.2. Betalingen af tilmeldingsgebyret er endelig og kan ikke kræves tilbagebetalt.
3.3. Efter tilmelding indleveres 3 glas honning, dog minimum en samlet mængde svarende til 675 gram honning.
3.4. Honningen skal være i producentens normale salgsemballage.
3.5. Deltagende honninger skal være modtaget på Danmarks Biavlerforenings sekretariat, Fulbyvej 15, 4180 Sorø, inden den 1. oktober 2024.
4. Kategorier
4.1. Det er muligt at tilmelde honninger i kategorierne: ”Fast honning”, ”Flydende honning”, ”Silkehonning”: Silkehonningkategorien er for honning, der er krystalliseret. Den står lind i glasset og vil flyde sammen, hvis man tager af den. En silkehonning er finkrystallinsk, ensartet, uigennemsigtig, blank og skinnende på toppen. ”Sortshonning” (herunder lynghonning) og ”Honning med tilsat smag” (f.eks. vanilje, kakao, citrus, mm).
5. Præmiering
5.1. De deltagende honninger kvalitetsvurderes af et dommerpanel bestående af dommere udvalgt af Danmarks Biavlerforening.
5.2. De bedste honninger i hver kategori kan tildeles guld-, sølv- og bronzediplomer.
5.3. I konkurrencen vil der blive uddelt én ærespræmie. Dommerpanelet tildeler ærespræmien til den deltagende honning, der på tværs af alle kategorier vurderes til at være bedst.
5.4. Modtageren af DM-ærespræmien, kan kalde sig ”Danmarksmester i Honning” og vil få sit navn indgraveret på Danmarks Biavlerforenings Danmarksmester-pokal.
5.5. Præmierede biavlere kan efterfølgende anvende præmieringen i forbindelse med markedsføring.
6. Bedømmelse
6.1. Deltagende honninger skal være korrekt mærket til salg ifølge honningbekendtgørelsen og anden gældende fødevarelovgivning.
6.2. De deltagende honninger bliver bedømt ud fra ydre fremtoning, ensartethed, fravær af urenheder, duft, konsistens/viskositet, mundfølelse og smag/eftersmag. Herudover kigger dommerne på, om honningen besidder særlige egenskaber, der fremhæver den i forhold til andre honninger.
6.3. Dommerne kan skrive enkelte bemærkninger, som efterfølgende bliver sendt til biavleren sammen med en oversigt over de tildelte point.
6.4. Producenter af de præmierede honninger vil blive kontaktet og orienteret senest den 15. oktober 2024.
7. Klager
7.1. Deltagere ved DM-konkurrencen har mulighed for at klage over dommerpanelets bedømmelse og afgørelse. Klager skal formuleres skriftligt og afleveres til formanden for Danmarks Biavlerforenings markedsføringsudvalg senest den 17. oktober 2024 kl. 8.00. Klagen vil blive behandlet af Danmarks Biavlerforenings udvalg for biernes produkter eller af personer udpeget af udvalget.