Tænk, hvis du kunne spise hjemmebagt brød med hjemmelavet marmelade, eller brygge din egen øl, som du kunne nyde til aftensmaden. Og forestil dig så, at du bruger honning til at lave det af – vel at mærke din egen honning. Netop nu har du mulighed for at lære, hvordan du laver honning.
Landet over står biavlerforeningerne klar til at slå dørene op for årets begynderkurser i biavl.
Kurserne indledes med teoriaftner, hvor kursisterne bl.a. lærer om biernes samfund, det nødvendige materiel til biavlen og om honningbehandling. Når foråret har fået fat, er det tid til at kursisterne rykker ud i skolebigården, som er det sted, hvor foreningen har opstillet nogle bistader. Her vil kursisterne hen over sommeren lærer at passe en bifamilie i praksis. Efter endt kursus er kursisterne klar til at anskaffe sig deres egen bifamilie og lave deres helt egen honning.
»I de senere år er biavl blevet meget populært, og vi oplever at nogle begynderkurser allerede er fuldtegnede. De nye biavlere svarer ofte, at det er tanken om at producere sine egne fødevarer, der har fået dem i gang med biavlen. Det er ikke så svært at lære, til gengæld kræver det at du lærer det – og det er begynderkurserne garanter for,« siger Arne T. Henriksen, formand for Danmarks Biavlerforening.
Mange anvendelsesmuligheder
I husholdningen kan honning fuldstændig erstatte sukker, og samtidig skal der bruges mindre mængder honning for at opnå samme sødeværdi som sukker. Vil man være selvforsynende med honning skal der ikke så meget til, da en enkelt bifamilie kan give 30-50 kilo honning på et år. Og man behøver ikke engang at have et stort jordstykke, hvor bierne kan stå. En lille parcelhushave er rigeligt.
»Som biavler kan du producere din egen honning, og biernes bestøvning er med til at øge graden af selvforsyning, da det giver meget mere frugt og bær på træer og buske. Samtidig kan du høste voks, propolis og pollen fra bierne. Og er du til spiselige insekter, så kan biernes droneyngel give et fint proteintilskud i husholdningen,« siger Arne T. Henriksen.
Pollen er det blomsterstøv bierne samler under bestøvningen af blomsterne. Pollen indeholder blandt andet vitaminer og mineraler, og bruges af nogle som et tilskud til kosten. Propolis er harpiks, som bierne samler og forarbejder, og det er kendt for at have antibakterielle egenskaber.
Biernes produkter kan bruges til mange ting i husholdningen, f.eks. til at brygning af honningøl og mjød. Men de kan også bruges til læbepomade, håndcreme, vokslys og voks til læderpleje.
Og som biavler ved du, hvor biernes produkter stammer fra, nemlig fra omgivelserne omkring dit hjem.
På www.blivbiavler.dk kan du se en oversigt over begynderkurser i biavl.
Udsendt den 8. februar 2019