Biernes Dag er bestøvningens dag

FN har udråbt den 20. maj som international bi-dag for at rette fokus på biernes trange kår og betydningen heraf for bestøvningen af en lang række fødevarer. Også i Danmark kan vi øge indsatsen for at bevare biernes levesteder og i højere grad fokusere på værdien af bestøvningen.

En lang række af afgrøder er i større eller mindre grad afhængige af biernes bestøvning, men bierne har det svært, og for at skabe opmærksomhed på den alvorlige udvikling, valgte FN i 2017 at gøre den 20. maj til international bi-dag.

Over de seneste 50 år er landbruget på verdensplan blevet mere afhængige af bestøvere, da produktionen af bestøver-afhængige afgrøder er firedoblet. FN´s landbrugs- og fødevareorganisation anslår, at 100 afgrødetyper udgør 90 procent af verdens fødevarer – af disse er 71 bi-bestøvede.

Udviklingen i agerlandet udgør en kæmpe udfordring

De væsentligste trusler mod bierne er manglen på blomster og manglen på egnede leve- og redesteder. Særligt de bi-arter som er knyttet til agerlandet, oplever manglerne på egen krop. Danmark er et intensivt dyrket land, hvor ca. 60 procent af arealet er udlagt til landbrug.

Gennem de seneste årtier har der været en tendens til, at landbrugene bliver færre og færre, men større og større. Også markerne bliver større og større. Det sker ved at fjerne levende hegn, markskel og småbiotoper. Derved mister mange bier – og andre insekter – både fødekilder og egnede levesteder.

”Vi finder det vigtigt at der bliver skabt incitament til at vende denne udvikling. Vi kan ikke bringe landskabet tilbage til Morten Korchs tid, men det er nødvendigt at skabe variation i vores landskab, der fastholder og genskaber gode levesteder for alle bierne. Et monotont landskab med store marker giver ikke levesteder for bier” siger Torben Strømgaard Hansen, formand for Danmarks Biavlerforening.

Bier er gennem hele deres liv afhængige af nektar og pollen fra blomster. Dertil kommer for de vilde biers vedkommende, at der skal være gode redepladser, hvilket opnås gennem urørte områder, som eksempelvis findes i markskel. På den måde får man skabt kombinationen af levesteder og fødegrundlag.

Skidt for fødevareproduktionen

Når bierne og andre bestøvende insekter har det skidt, så er det også dårligt nyt for os mennesker. En stor del af fødevareproduktionen kan vi nemlig takke bierne for.

Danmark har afgrøder der er er helt afhængig af biernes bestøvning, som f.eks. frugt-, bær- og frøavl, og så har vi en voksende produktion af forskellige proteinafgrøder, hvor udbyttet bliver større og bedre, hvis de bliver tilstrækkelig bestøvet. Undersøgelser viser eksempelvis, at man kan øge udbyttet fra hestebønner med over 30 % hvis de er godt bestøvet af insekter.

Haveejernes vækster nyder naturligvis også godt af de flittige insekters bestøvning, og så skal vi ikke glemme værdien af biernes bestøvning af naturens planter. Bierne er med til at fylde naturens spisekammer og medvirker til at sikre mangfoldigheden af vilde planter, og til at sikre føde til fugle og vildt.

”Det vigtigt, at agerlandet får sine læhegn, markskel og småbiotoper tilbage, så de kan yde bierne føde og levesteder. Dermed får vi bedre forhold for en række bi-arter, som i fællesskab kan være med til at sikre bestøvningen” siger Torben Strømgaard Hansen.

 

Fakta

  • Afgrøderne raps, hestebønner, rødkløver, hvidkløver, frugt og bær, der alle er helt eller delvis afhængig af insektbestøvning udgjorde i 2022 en samlet areal på næsten 230.000 hektar.
  • Gennem årene er der registreret næsten 300 arter af bier i Danmark. Af disse er næsten halvdelen vurderet som mere eller mindre truede.

 

Udsendt 20. maj 2024

 


< TILBAGE