biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

Hele verdens biavlere inviteres til København

Alle ved, at bier producerer honning og spiller en afgørende rolle i miljømæssige sammenhænge. Men det er langt fra det eneste, de anslåede 100.000 danske bifamilier bidrager med i Danmark. Honningbiernes bestøvning af afgrøder bidrager eksempelvis årligt med 1 milliard kr. til landbrugets og frugtavlens indtjening.

 

Nu byder Danmarks Biavlerforening, i samarbejde med Wonderful Copenhagen, på at få verdenskongressen for biavlere (Apimondia) til Danmark. Kongressen forventes at tiltrække ca. 5.000 internationale biavlere, forskere mm. Derudover vil en række outreach-aktiviteter samt en åben udstilling invitere borgere og andre interesserede til at lære mere om biernes betydning.

 

Verdenskongressen er en enestående mulighed for at synliggøre dansk biavl både nationalt og internationalt. Allerede i forbindelse med forberedelserne af buddet er der skabt synlighed omkring dansk biavl i erhvervet, hvor virksomheder, institutioner, foreninger og myndigheder støtter op om initiativet.

 

”Landbrug og fødevareproduktion er blandt Danmarks væsentligste erhverv, og biavlen er en aktiv del af dette. Danske landmænd står eksempelvis for omkring 50 pct. af EU’s samlede produktion af kløverfrø, hvor biernes bestøvning spiller en afgørende rolle,” siger sekretariatsleder i Danmarks Biavlerforening Rune Havgaard Sørensen og tilføjer:
”Desuden har Danmark har en lang tradition for avl af bidronninger, og en væsentlig del af produktionen eksporteres. Derfor er der international interesse for dansk biavl.”

 

Kongressen vil ikke kun bidrage til biavl og landbruget, men også for hele værdikæden inden for turisme, hvor kongresgæster har et højt gennemsnitligt døgnforbrug.

 

”København er en populær destination for internationale kongresser. Kongresser er både en god forretning for byen i forhold til omsætning og beskæftigelse samt for de erhverv, organisationer og vidensmiljøer, der er i centrum på kongresserne. Samtidig styrker kongresserne det nationale samarbejde mellem de involverede aktører og den pågældende branches internationale position, i dette tilfælde biavlerhvervet,” siger konstitueret kongreschef, Bettina Reventlow-Mourier.

 

Dertil kommer at danske biavlere får en enestående mulighed for at besøge kongressen, den meget store udstilling samt opleve de mange spændende foredrag, såfremt kongressen afholdes i København. Det vil give let adgang til spændende viden, og det kan således give et vidensløft til hele erhvervet. Kongressen byder blandt andet på messe, videnskabelige foredrag, workshops, konkurrencer, formelle møde og en række kulturelle aktiviteter.

 

Medlemmer af biavlernes verdensorganisation skal i september tage stilling til, hvor verdenskongressen skal finde sted i 2021 i forbindelse med Apimondia-kongressen 2017, der afholdes i Istanbul. Vil du følge processen og støtte op om arbejdet, kan du like facebooksiden: www.facebook.com/Apimondia2021Copenhagen


< TILBAGE