biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

Kom tæt på bierne

Biernes verden er fascinerende. Samtidig er biernes arbejde med bestøvning af afgrøder og vilde planter vigtig for både fødevareproduktion og biodiversitet. Det synes FN også, og derfor er lørdag den 20. maj udråbt som international Biernes Dag.

 

 

For at rette fokus på biernes trange kår og deres betydning for den globale fødevareproduktion, har FN valgt, at lørdag den 20. maj er international bi-dag. Således også i Danmark, hvor der landet over holdes arrangementer, hvor biavlerne viser deres bier frem og giver gode råd til, hvordan vi alle kan blive mere bivenlige.

 

Derfor er det vigtigt, at bierne har det godt

Bierne er udsat en række udfordringer, hvoraf tre er helt dominerende. Bierne oplever perioder, hvor der er mangel på blomstrende planter i landskabet. Og når de flyver rundt på jagt efter blomster, risikerer de at blive udsat for sprøjtemidler. Endelig har en stor del af de knap 300 arter af bier i Danmark vanskeligt ved at finde egnede levesteder, som kan forsyne dem med både føde og steder, hvor de kan lave deres reder.

 

»Bierne har det svært, og det er dårligt nyt for os mennesker. Dels fordi bierne har stor betydning for biodiversiteten, men også fordi mange af vores fødevarer i større eller mindre grad er afhængige af biernes bestøvning,« siger Torben Strømgaard Hansen, formand for Danmarks Biavlerforening.

 

Bierne står nemlig for bestøvningen af en lang række vilde planter og markens afgrøder.

I Danmark anslås det, at værdien af biernes og andre insekters bestøvning af afgrøder ligger i omegnen af en milliard kroner årligt. Denne værdi er nok lavt sat, da det ser ud til, at bestøvningen betyder mere for udbyttets størrelse, kvalitet og holdbarhed end hidtil antaget.

 

Besøg en bi og bliv bivenlig

Lørdag den 20. maj markeres Biernes Dag landet over – også i dit område. Det sker, når biavlerne slår dørene op i besøgsbigårdene og giver dig mulighed for at få et indblik i biernes spændende verden. Du vil både kunne høre om honningbierne og de mange arter af vilde bier, samt om deres betydning for bestøvningen. Samtidig kan du få gode råd til, hvordan du bliver bivenlig til gavn for både honningbier og vilde bier. Og du vil blive overrasket: Der skal ikke så meget til, for at gøre tilværelsen bedre for bierne.

 

»Danmarks Biavlerforening har i flere år kørt kampagnen Bliv bivenlig, hvor vi giver anbefalinger til, hvordan vi alle kan hjælpe bierne med føde og plads. Faktisk er der blot tre ting, som vi alle kan gøre for at hjælpe bierne: Det gælder om at så og plante bivenligt, klip bivenligt og skab plads til bierne, og det kan du få inspiration til ved arrangementerne på Biernes Dag,« fortæller Torben Strømgaard Hansen.

 

 

Fakta

  • På Biernes Dag bliver der holdt en række arrangementer rundt om i landet. På www.biavl.dk/biernesdag kan du se, hvor det sker.
  • FN´s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, anslår, at 100 afgrødetyper står for 90 procent af verdens fødevarer – af disse er 71 bi-bestøvede.
  • I Danmark er der fundet knap 300 arter af bier, som fordeler sig på honningbier, humlebier og enlige bier.
  • Du kan selv ret nemt gøre noget for at hjælpe bierne. Du finder inspiration på www.bivenlig.dk
  • Så og plant bivenligt: Det handler om at skabe blomsterrige områder med føde til bierne. Det kan ske ved, at der sås og plantes bivenlige planter, som kan forsyne bierne med nektar og pollen igennem hele sæsonen. Du kan f.eks. vælge en plæneblanding med kløver, eller udså minikløver i din græsplæne.
  • Klip bivenligt: Når du klipper, kan du også tænke på bierne. Vi skal vænne os af med at klippe, hvor det ikke er nødvendigt, da man med klipning fjerner føde og redepladser for bier. Bivenlige planter giver ikke værdi for bierne, hvis man klipper blomsterne væk. Hvis man klipper rigtigt, kan man også fremme blomstring. Derfor er det godt at udskyde klipning af f.eks. ligusterhækken indtil den er afblomstret.
  • Skab bivenlig plads: Bierne har brug for, at du giver dem mere plads med gode sammenhængende levesteder. Giv plads til det vilde, så der er levesteder for bierne. Du kan f.eks. lave bunker af sten og kvas. Du kan også lave et område med bar jord, hvor de jordboende bier kan lave reder og overvintre. Endelig kan du også lave et bihotel.

16. maj 2023


< TILBAGE