biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

Pressemeddelelse: Lad hækken blomstre – vent med at klippe

Ligusterhækken og andre blomstrende hække har fået en ekstra opgave, nemlig at være fødekilde for trængte bier. Men det kræver, at du lader hæksaksen ligge.

De fleste haveejere har etableret en hæk for at markere skellet til deres grund, og for at give læ i haven. Men i dag, hvor bier og andre insekter har svært ved at finde føde, så har ligusterhækken og andre blomstrende hække fået en ny vigtig rolle.

De kommende uger står kilometervis af især ligusterhække i fuldt flor. De blomstrende hække er en sand buffet for bierne, og derfor opfordrer Danmarks Biavlerforening til, at man venter med at klippe hækken.

Ligusterens blomster indeholder både pollen, som giver protein til biernes yngel, og nektar der indeholder kulhydrater, som giver bierne energi. Alt dette snydes bierne for, hvis man klipper hækken før den er afblomstret.

»Haveejerne vil gerne have snorlige hække, men de vil også gerne have bier til at bestøve havens frugttræer og bærbuske. En af de vigtigste ting for bierne er, at de skal have adgang til et varieret fødegrundlag gennem hele sæsonen. Derfor er det vigtigt, at vi ikke klipper blomsterne væk, når planterne endelig blomstrer« siger Rune Havgaard Sørensen, sekretariatsleder i Danmarks Biavlerforening.

Når du udskyder hækklipningen, hjælper du ikke kun bierne, men også andre dyr og fugle, der kan have reder i hækken. Hvis du gør en ekstra indsats for bierne, så kan du på www.bivenlig.dk oprette dig som bivenlig. På siden er det også muligt at finde inspiration til, hvordan du kan blive mere bivenlig.

 

Udsendt 22. juni 2021

 


< TILBAGE