biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

Nu bliver det nemmere at vælge dansk honning

Danmarks Biavlerforening har i flere år arbejdet for, at der på EU-niveau indføres klarere regler for oprindelsesmærkning af udenlandsk honning, så forbrugerne ikke vildledes. I dag har Europa-Parlamentet vedtaget et nyt honningdirektiv, som netop skal sikre forbrugerne mod vildledning.

 

Du står i supermarkedet, trætheden melder sig efter en lang arbejdsdag og ungerne er umulige. Indkøbslisten dikterer, at du skal købe honning. Blikket glider over honningerne på hylden og der står ”Honning” på alle bægrene. På nogle står der ”dansk honning”, men de andre ligner, så hvorfor ikke bare snuppe den billige og få overstået indkøbshelvedet? Endelig hjemme, varerne pakkes ud og du får lige kastet et blik på honningetiketten. Godt gemt og med småt står der ”Blanding af honning fra lande i og uden for EU” – og så melder spørgsmålet sig: Hvor dælen kommer honningen fra?

 

– Fra vores side har det længe været et stort ønske at få ændret reglerne for oprindelsesmærkning af honning. I den nuværende form er det så godt som umuligt at gennemskue, hvor en udenlandsk honning kommer fra, når der for eksempel står ”Blanding af honning fra lande i og uden for EU”. Og honning er efterhånden en af de eneste fødevarer, hvor det ikke er et krav, at oprindelseslandet eller -landene skal fremgå, siger Torben Strømgaard Hansen, formand for Danmarks Biavlerforening.

 

Nu skal oprindelseslande og andel oplyses

Med vedtagelsen af det nye honningdirektiv har Europa-Parlamentet anerkendt, at der hidtil har været et problem med sikre forbrugerne information om honnings oprindelse.

Betegnelser som ”Blanding af honning fra EU”, ”Blanding af honning fra lande uden for EU” og ”Blanding af honning fra land i og uden for EU” er således fortid, når det nye honningdirektiv træder i kraft. I stedet skal oprindelseslandet/oprindelseslandene fremgå, ligesom deres procentvise andele skal oplyses. Samtidig skal informationen om oprindelse og den procentvise andel placeres i det primære synsfelt på etiketten, så forbrugerne nemt kan se, om der er tale om en dansk eller udenlandsk honning.

 

– Vi har gennem flere år presset på for en ændring af i honningdirektivet. Det har været vigtigt for os, at en ændring sker på EU-niveau, da en national bestemmelse kun vil være gældende for honning tappet i Danmark. Derfor har det været glædeligt at opleve, at der har været en fælles interesse for disse ændringer blandt biavlsorganisationerne i de øvrige EU-lande, så vi i fællesskab har kunnet anbefale ændringerne, siger Torben Strømgaard Hansen.

 

Stramning af kvalitetskrav

Danmarks Biavlerforening forventer, at de nye regler vil skabe bedre forhold for danske biavlere, når forbrugerne får nemmere ved at finde information om honningens oprindelse.

Honning importeret fra lande uden for EU har et blakket ry, når det kommer til kvalitet. Således har EU-Kommissionen påvist, at der er mistanke om forfalskning i op mod halvdelen af den honning som importeres fra lande uden for EU. Netop dette faktum er med til at understrege nødvendigheden af en tydelig oprindelsesmærkning, så forbrugerne får en chance for at kunne træffe et valg på et oplyst grundlag.

Med det nye honningdirektiv strammes kvalitetskravene, ligesom udviklingen af ensartede metoder til honninganalyse fremmes, så der bliver bedre muligheder for at afsløre forfalsket honning.

 

-Det er glædeligt for de danske biavlere, at der nu strammes op på reglerne, så forbrugerne ikke vildledes til at købe udenlandsk honning, når de ønsker at købe dansk. I den forbindelse er det vigtigt at gøre opmærksom på, at honning er et bi-produkt af biernes bestøvning af en lang række afgrøder, træer og buske. Man kan importere honning, men man kan ikke importere bestøvning, siger Torben Strømgaard Hansen.

 

10. april 2024

 


< TILBAGE