biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

400 AF LANDETS STØRSTE ARBEJDSGIVERE MØDES I VEJEN

Danmarks Biavlerforening holder i weekenden den 7. og 8. marts sin årlige biavlskonference. I år er konferencen henlagt til Vejen Idrætscenter, som vil summe af bisnak, når 400 biavlere og udstillere deltager i arrangementet.

»Det bliver den største biavlskonference i nyere tid og det afspejler den øgede interesse der generelt er for biavl. Der er en øget fokus på, at bierne har vanskelige kår, bl.a. som følge af, at bierne i perioder har svært ved at finde blomster i det danske agerland. Samtidig oplever vi en øget bevidsthed i befolkningen omkring biernes vigtige rolle som bestøvere af mange af landbrugets afgrøder, men også af naturens vilde planter. Bierne har en uvurderlig betydning for den biologiske mangfoldighed,« siger Rune Havgaard Sørensen, sekretariatsleder i Danmarks Biavlerforening.

Blandt konferencens temaer er biernes sundhed, som måske kan blive yderligere truet, hvis en ny skadegører når de danske grænser. Skadegøreren er en bille, som i efteråret for første gang blev fundet i Europa. Billen er fundet i det sydlige Italien og på konferencen vil en italiensk forsker fortælle om erfaringerne med den nye trussel.

Et andet tema handler om biernes bestøvning af landbrugets afgrøder – et arbejde, som årligt bidrager med 1 milliard kr. til landbruget i form af større udbytter. Biavlerne og deres bier har derfor en stor og vigtig opgave med at sikre bestøvningen.

Danmarks Biavlerforening er i dag en forening i positiv udvikling med 5300 medlemmer, det største medlemstal i 20 år. Foreningens medlemmer og deres bifamilier yder et stort bidrag til naturens mangfoldighed og samfundsøkonomien ved at sikre bestøvningen af naturens vilde planter og landmændenes afgrøder.

Og hvor kommer de 360 millioner medarbejdere fra? En bifamilie består af op mod 60.000 bier og da danske biavlere i gennemsnit har 15 bifamilier, så giver det med 400 deltagere, 360 millioner bier.


< TILBAGE