Sten Holmgaard Sørensen, København, er netop blevet kåret som danmarksmester i honning. Danmarks bedste honning er en flydende honning, som bierne har indsamlet i parcelhushaver i Hvidovre.
Danmarksmesterskabet i honning bliver normalt holdt i forbindelse med International Food Contest, som er fødevareerhvervets årlige udstilling. Desværre blev årets International Food Contest aflyst pga. corona, men det forhindrede ikke dommerne i gennemføre honningbedømmelsen.
I år var der rekorddeltagelse med hele 46 honninger fra hele landet. Honningerne var fordelt på fire kategorier, og på tværs af alle kategorier uddeles én ærespræmie til den honning, som har høstet flest point. Modtageren af ærespræmien kan kalde sig danmarksmester i honning.
Danmarks bedste honning
I år var der tæt kamp om at vinde danmarksmesterskabet, men med en krystalklar flydende honning sikrede Sten Holmgaard Sørensen sig titlen som danmarksmester i honning 2020.
Sten Holmgaard Sørensen begyndte som biavler i 2014, og har deltaget i danmarksmesterskaberne de seneste tre år. Hver gang har det været med flydende honning fra bierne i parcelhushaverne i Hvidovre. Og hver gang er Sten Holmgaard Sørensens honninger blevet præmieret. Først med to sølvmedaljer og i år med guld- og ærespræmie.
»Årets honning er høstet den 1. september og den stammer fra blomsterne i de mange haver i parcelhuskvarteret. Det er et virkelig godt område, hvor bierne har kunnet hente nektar i havernes blomster igennem hele sæsonen,« fortæller Sten Holmgaard Sørensen, som til daglig er Senior Technician og yoghurtspecialist i virksomheden Chr. Hansen.
Trækker på erfaringer fra mejeribranchen
Ved danmarksmesterskaberne bliver honningerne bedømt ud fra ydre fremtoning, duft, konsistens/viskositet, mundfølelse og smag/eftersmag.
I bedømmelsen af ydre fremtoning lægges der vægt på håndværket, og her giver dommerne Sten Holmgaard Sørensens honning anerkendende kommentarer om, hvor krystalklar honningen er. Der lægges også vægt på, hvordan etiketten sidder på glasset, og her har Sten Holmgaard Sørensen en fordel.
»Jeg er uddannet mejeritekniker, og har været vant til at mejeriprodukterne skal være forsynet med korrekt mærkning og at etiketterne sidder lige. Den erfaring har jeg haft gavn af i forbindelse med honningbedømmelserne, og der er ikke én af mine etiketter, der sidder skævt,« fortæller Sten Holmgaard Sørensen.
Sådan smager Danmarks bedste honning
I spidsen for dommerpanelet stod Zofuz Knudsen, som selv har vundet verdensmesterskaberne i honning i 2017 sammen med sin bi-kollega Lars Fischer. Han beskriver den flydende, københavnske honning således:
»Årets bedste honning står skarpt og klart i glasset og præsenterer sig, i en smuk rødgylden sensommerlig farvetone, der matcher dens duft af højsommerens frugt og rosin. Honningen smelter behageligt i munden, mens den gavmildt afgiver sin markante smag af malt, med et strejf af lindetræernes bitterhed. I eftersmagen afrundes honningens mørkere smagstoner, med en hilsen fra sommerblomsternes mere lette og mildt parfumerede smagsnuancer,« fortæller Zofuz Knudsen.