Propolis har en betydelig biologisk effekt.
Den antimikrobielle effekt af propolis er vel dokumenteret, og flere af stofferne i propolis har vist sig at have betydning. Flavonet pinocembrin er aktivt mod forskellige bakterier, og svampe. Sammen med galangin, 3-acetyl pinobanksin, kaffeinsyre og ferulinsyre er det vel nok dem, der giver den største del af effekten. Quercitin er et flavon med effekt mod virus og som giver en styrkelse af blodkarrene. Andre flavonoider i propolis hæmmer betændelser og har en lokal smertestillende effekt og beroliger tarmsystemet.
Kaffeinsyre hæmmer betændelser, derivater (afledt af) af kaffeinsyren hæmmer melanomer og cacinomer. Kaffeinsyre, luteolin og quercitin har alle en hæmmende effekt på herpes virus.
Alle disse effekter er vist i laboratoriet med de rene stoffer. Der er også nogle stoffer i propolis, som i ren tilstand i laboratoriet har vist sig at have en mulig mutagen effekt.
PROPOLIS I APITHERAPIEN
Propolis har været brugt til helseformål siden tidernes morgen. Pyramidebyggerne i Ægypten kaldte det “sort voks” og brugte det som lægemiddel og ved balsameringen. Hippokrates anbefalede propolis til behandling af sår, og de romerske legionærer havde propolis med i felten.
I Rusland og de østeuropæiske lande er der udført mange forsøg med propolis i medicinen. Desværre ikke altid efter vestlig videnskabelig standard. Men i Japan er propolis meget undersøgt gennem flere år, og i dag foregår der mange undersøgelser efter vestlig videnskabelig standarder i mange lande. Specielt den forskning og udvikling, som foregår på Cuba, er meget interessant og giver gode resultater.
Et problem i undersøgelserne er, at det kan være vanskeligt at standardisere propolis helt. Der indgår så mange stoffer, at man ikke ved hvilket, som har effekt. Endelig ved man ikke altid, hvordan det virker. Selv om man i laboratoriet kan vise effekt af nogle af de rene stoffer, som er isoleret fra propolis, så har det i alle tilfælde vist sig, at den komplekse blanding, som propolis er, virker bedre end de rene stoffer.
En del vil huske K. Lund Aagaards virke i Danmark fra 1967 og nogle år frem. Der var i følge Lund Aagaard næsten ikke den lidelse, som ikke kunne behandles med Propolis. Lund Aagaard samlede da også et meget stort antal beretninger fra mennesker, som var blevet hjulpet. Men lovprisningerne stod vel ikke helt mål med virkeligheden, og problemer med allergi blev negligeret, så interessen dalede noget her i landet. Propolis løser ikke alle sygdomsproblemer. Men der er helt klart fornyet interesse for brugen af naturpræparater både i folkemedicinen og hos lægevidenskaben. Man er blevet klar over, at der i naturstoffer som propolis er hjælp til løsning af mange problemer.
VIRKNING MOD BAKTERIER
Propolis har en betydelig effekt mod mange forskellige bakterier. Det kan bruges alene og i mange tilfælde også sammen med lægedoserede antibiotika for at styrke effekten.
Det har en høj effekt mod Staphyloccus aureus, som er meget almindelig i sår. Det er normalt den, der giver “hospitalsinfektioner”. Den er i vid udstrækning resistent mod antibiotika. Men kan behandles med propolis.
Propolis har effekt over for Streptococcus mutans, som medvirker ved carries dannelsen og endelig har den effekt mod Heliobactor pylori, som ofte er medvirkende årsag til mavesår.
Når Manuka honningen fra New Zealand har vist sig at have så god virkning ved mavesår forårsaget af denne bakterie, så skyldes det, at Manuka honningen indeholder en del stoffer, som også findes i propolis.
VIRKNING MOD VIRUS
Propolis har en virkning mod visse virus arter. Det skyldes specielt indholdet af nogle flavonoider. De har en dokumenteret virkning mod Polio virus og Herpes virus. Det er blandt andet indholdet af kaffeinsyre, som virker mod virus.
Visse propolistyper indeholder kun ringe mængder flavonoider, men de har alligevel vist sig at have en effekt mod herpesvirus.
VIRKNING MOD SVAMPE
Propolis har især effekt mod svampe som angriber huden. I dermatologien og kosmetik giver propolis en effekt mod f.eks. Candida albicans. Trichophytum rubrum og Microsporum canis. Meget tyder på, at propolis til dels virker ved at styrke immunforsvaret. Candida kan give ubehagelige infektioner i huden, i mund og svælg og får ofte skyld for problemer med tarmsystemet og infektion i skeden hos kvinder. Trichophyton forårsager fodsvamp og neglesvamp og Microsporum canis giver ringorm og hovedsvamp.
ANDRE VIRKNINGER
Propolis fremmer sårhelingen og formindsker ardannelse. Ved dyreundersøgelser har det især vist sig at hjælpe på tandkødet og levervæv.
Andre undersøgelser på dyr tyder ifølge apitherapi CD-rommen på at propolis giver en beskyttelse mod stråleskader. Det er sandsynligvis indholdet af antioxydanter, der spiller en rolle. Antioxydanterne virker på kroppens celler ved at opfange de frie radikaler, som dannes ved f.eks. bestråling, og som er medvirkende ved skaderne ved bl.a. at ødelægge celle-membranerne og proteinstoffer. Andre stoffer i propolis hjælper med til at bevare huden frisk og ungdommelig.
Propolis har i mange undersøgelser med dyr og i laboratoriet på isolerede celler vist at have en virkning mod kræftceller. Det gælder specielt stoffet quercetin. Ofte viser det sig, at virkningen ikke kan tilskrives et enkelt stof, men den komplekse blanding. Kaffeinsyre og stoffer i den familie (phenylester af kaffeinsyre CAPE) har en hæmmende effekt på tumordannelse.
Propolis indeholder stoffer, som i forsøg har vist sig at have en dræbende effekt på cancerceller. Stofferne diterpenoiderne Clerodan og Atepilinin C har vist god effekt på visse tumorer.
Propolis har en styrkende effekt på immunsystemet. Det skulle specielt have en effekt på de celler i kroppen, som bekæmper infektioner (makrofagerne).
Desværre er anvendelsen af propolis som middel i kræftbehandlingen et af de områder, hvor forskningen i anvendelsen endnu er i sin vorden. Der mangler mange undersøgelser, før man kan sige noget sikkert om, hvorledes man opnår effekten.
Et er at opnå en virkning i laboratoriet på isolerede celler. Noget andet er at opnå en virkning hos mennesker. Her er problemet med den manglende standardisering af præparatet stort. Hvordan sikrer man, at de aktive stoffer når frem, hvor de skal virke. Man kender heller ikke dosis. Hvor meget skal man spise for at det virker optimalt?
SÅDAN BRUGES PROPOLIS
Propolis kan bruges direkte fra stadet. Utallige biavlere har med stor gavn tygget en klump propolis på størrelse med en ært til behandling af ondt i halsen. Det virker i mange tilfælde specielt ved bakterie infektioner. Mange biavlere samler af samme grund propolis, som de gemmer til eget brug. Ved at lægge propolis i fryseren bliver det meget skort og kan formales i en morter. Sørg for at morteren også er kold under formalingen.
Man kan hos nogle biavlere købe propolis. Og i helse kostbutikker kan der købes en række produkter både som ren propolis, som pastiller, næsespray og mikstur.